Nedenstående blogindlæg er et re-post fra projekt RETRO, der arbejder med digitalisering af sogne- og byrådsprotokoller. Du kan læse det oprindelige blogindlæg her.
Af Kristian Pindstrup
Sidder man med sognerådsprotokoller fra perioden omkring besættelsestiden, vil man måske undre sig over, hvorfor man med jævne mellemrum kan støde på sager om rotteudryddelse. Den særdeles levedygtige, altædende og forurenende rotte har i flere århundreder været anset for at være et skadedyr, som danskerne med forskellige tilgange har forsøgt at komme til livs med varierende succes.
Det var imidlertid først i 1907, at Danmark tog de første skridt til en lov om systematisk bekæmpelse af rotter. Loven medførte i første omgang en treårig national kampagne, hvor man for hver indleverede rotte kunne få 5-10 ører. Kampagnen blev i 1910 forlænget med yderligere fem år ved en ny lov. Hvor disse love var baseret på frivillige initiativer, som blev belønnet af staten, var det først i 1921 og 1924, at lovgivningen blev ændret, så bekæmpelsen blev drevet af pligt. Ved disse lovændringer blev det pålagt købstæder, flækker og handelspladser med bymæssige bebyggelser at udlægge rottegift, mens de kunne vælge at fortsætte de frivillige initiativer.
Grundlaget for den nuværende lovgivning om rottebekæmpelse kom dog først i 1938. Med Lov om Udryddelse af Rotter blev det pålagt samtlige kommuner i landet at iværksætte ”en rationel Udryddelse af Rotter” med passende mellemrum. I praksis blev by- og sognerådene tilsynsførende med rottebekæmpelsen, hvor den egentlige bekæmpelse enten blev udført af professionelle efter overenskomst med rådene, eller ved aftale mellem kommunen og grundejerne. Det blev samtidig pålagt grundejerne at sikre deres ejendomme mod rotter indenfor en udgiftsramme, der svarede til ejendommens brug og værdi; blev man påbudt af kommunen til at udføre yderligere foranstaltninger, kunne kommunen dog på ejers regning og ved eventuel udpantning udføre den nødvendige sikring eller straffe grundejeren med bøde, hvis påbuddet ikke blev fulgt. I Elsted Kommune forsøgte sognerådet i 1940 at løse opgaven ved blandt andet at købe rottegift fra firmaet Mortalin, som blev etableret i forlængelse af den nye lov.
I enkelte protokoller vil man også støde på sager omhandlende bekæmpelse af gråspurve. Fuglen lever blandt andet af plantefrø og har derfor været tæt knyttet til mennesker siden agerbrugets indførsel for at udnytte fødemulighederne. Denne udnyttelse er til tider gået for vidt; fra midten af 1700-tallet kan man finde sager, hvor man har forsøgt at begrænse gråspurvenes skader på de danske marker ved i perioder at sænke bestanden. Under besættelsestiden var de igen blevet et problem.
Op til 1941 havde flere landbrugs- og haveorganisationer klaget over de skader, som gråspurvene havde medført på marker og frugthaver. Det fik Ministeriet for Landbrug og Fiskeri til at udstede et cirkulære i marts 1941 efter anbefaling fra et nedsat jagtråd, som opfordrede by- og sognerådene til at iværksætte nedrivning af gråspurvenes reder i yngletiden fra april til august. Men det var ikke alle kommuner, der fulgte cirkulæret; ifølge etnozoologen Vagn Brøndegaard var det kun 30 kommuner på landsplan, der udførte en systematisk nedrivning, mens 58 kommuner valgte at udbetale 2-10 øre pr. indleverede gråspurv henover sommeren 1941. Tiset Kommune var et af de steder, hvor cirkulæret ikke var en succes; her konstaterede sognerådet i 1943, at gråspurvebekæmpelsen intet nyttede uden et bedre system. Nogen systematisk bekæmpelse af gråspurven blev det derfor ikke til, som det var tilfældet med rotten.
Henvisning til protokol
Protokollerne er endnu ikke gjort tilgængelige.
Litteratur og kilder
Brøndegaard, Vagn J. (1985-86): Folk og Fauna: Dansk etnozoologi, bind 2-3.
Ministerialtidende (1941): Cirkulære til samtlige Amtmænd angaaende Bekæmpelse af Graaspurve. Afdeling A, side 96.
Mortalin (2019): Fra rottebekæmpelse til ekspert i skadedyr. I: Mortalin.dk. Se online her.
Rigsdagstidende (1937-38): Forslag til Lov om Udryddelse af Rotter. Tillæg C, spalte 263-272.