Arkitektur, Byplan, Historie, Kultur

Kan vi lære noget af fortidens byplaner?

I dette blogindlæg reflekterer Kristian Buhl Thomsen over, om et kig på fortidens byplaner og konflikter om urban livskvalitet i dag kan lære os noget, når nutidens byplaner kommer i konflikt med bygningskulturelle værdier. Hvad har nutidens byplankonflikter og løsninger f.eks. til fælles med dem i fortiden?

Kristian Buhl Thomsen er ph.d. i historie og arkivleder og museumsinspektør på Middelfart Byarkiv og Stadsarkiv samt Middelfart Museum.

I mit arbejde som arkivleder og museumsinspektør i Middelfart er jeg med jævne mellemrum vidne til, at ambitiøse byplaner og nybyggerier kan komme i kollision med bygningskulturelle værdier. Det erfarede jeg bl.a. sidste år, da der en kort overgang var planer om at fjerne brostenene i en af Middelfarts ældste gader, Brogade, med henblik på at lægge klinker eller asfalt. Planerne var en del af et ambitiøst kommunalt projekt, der skal tilpasse Middelfarts gader til et ændret klima med mere ekstreme mængder regn. En del borgere protesterede dog straks gennem læserbreve, underskriftsindsamlinger og et borgermøde.

Gamle huse i Brogade i Middelfart, hvor der i 2016 var kamp om bevaring af gadens brosten. Foto: Kristian Buhl Thomsen, 2017.

Dermed var en konflikt i gang mellem to forskellige opfattelser af byrummets værdier – eller om det, man kan kalde den urbane livskvalitet. Gav de historiske og atmosfærefyldte brosten f.eks. livskvalitet for bysamfundets borgere, eller ville snarere en funktionel planløsning, der skulle forhindre oversvømmelser i byens gader, tilføre livskvalitet?

Urban livskvalitet

Spørgsmålet fik mig til at tænke på min ph.d.-afhandling om dansk sanerings- og byfornyelsespolitik fra 1939 til 1983. I denne periode var diskussionen om urban livskvalitet central, da saneringspolitikken blev skabt som et politikområde, der gav statslig støtte til omfattende nedrivninger af gamle huse. Livskvaliteten for byernes mennesker skulle i stedet højnes gennem byggeriet af moderne og sunde byrum med en høj grad af velfærd. Af samme grund blev 260 huse i 1600-tals-kvarteret omkring Borgergade og Adelgade i København revet ned i 1940’erne og 1950’erne. Det samme skete for 166 huse i Ll. Sct. Mikkels Gade i Viborg samt for et stort antal huse i Nygade og Østre Møllesti i Aarhus, i Fiskergadekvarteret i Vejle og i Havbogade i Sønderborg. Ja, over hele landet fandt sådanne saneringer sted.

Politikere, byplanlæggere og investorer så ingen urban livskvalitet i de gamle og ofte forslummede bykvarterer. Det gjorde derimod en del museumsfolk, restaureringsarkitekter, menige borgere og protestgrupper, hvorved en konflikt opstod. Forskellige opfattelser af urban livskvalitet var altså dengang også på dagsordenen. Jeg vil derfor hævde, at mange af nutidens byplanproblematikker har paralleller til fortidens problematikker. Samtidig vil jeg spørge, om vi mon i dag kan lære noget af fortidens diskussioner og af fortidens fejlslagne samt vellykkede byplaner?

Aarhus Midtby skulle rives ned

Over hele landet er der i disse år en klar tendens til at bygge højhuse. Det er f.eks. tilfældet i Aarhus, hvis historie jeg igennem flere år har arbejdet med, hvilket særligt er kommet til udtryk på havnebydelen Aarhus Ø, men til dels også i de indre dele af Aarhus Midtby. I 2014 var der f.eks. stor debat, da en tidligere bankbygning i Grønnegade fra 1885 i italiensk renæssancestil blev nedrevet for at gøre plads til et fem etagers boligkompleks. I de seneste fem år er store dele af Ceresbryggeriets gamle bygninger trods protester blevet revet ned for at skabe plads til bolighøjhuse. På Aarhus Sydhavn måtte en rigt dekoreret hjørnebygning for nyligt lade livet for at gøre plads til et nyt kontordomicil i seks etager til trods for, at bygningen var vurderet som højt bevaringsværdig. I det hele taget har forvandlingen af Aarhus Havn skabt et øget pres på havnekulturens gamle institutioner. Havnearbejdernes varmestue er lukket, og havnegrillen har måttet flytte et par gange til de hjørner, som man har kunnet unde den. Eksempler på konflikter om urban livskvalitet er der mange af i Aarhus.

Ny Hovedgade var en plan fra 1954 om et boulevardgennembrud fra Aarhus Rådhus tæt forbi Aarhus Domkirke og videre gennem Latinerkvarteret. Planen faldt til sidst, og de gamle bykvarterer i Aarhus blev reddet. Foto: Stadsarkitektens Kontor, Aarhus Stadsarkiv.

Man kan her nævne, at det kan være svært at overskue, om byggerier og byplaner i ens egen samtid er langtidsholdbare! Eksempelvis vedtog Aarhus Byråd tilbage i 1954 den såkaldte Ny Hovedgade-plan, der skitserede en omfattende nedrivning af de allerældste kvarterer i byen for at gøre plads til en 1,3 km lang boulevard omkranset af moderne kontorhøjhuse og boliger til mere end 200.000 mennesker. Ingen satte dengang spørgsmål ved det fornuftige i planen. Først i slutningen af 1950’erne blev det økonomiske grundlag revet væk, for der var ingen finansiering. I stedet lancerede den nye borgmester Bernhardt Jensen en handlekraftig bevaringsindsats, der bl.a. reddede det i dag så attraktive Latinerkvarter, selvom kvarteret hidtil var blevet anset som saneringsmodent. Så heldigt gik det ikke i Odense, hvor den næsten identiske plan for Thomas B. Thriges Gade blev realiseret frem mod 1970’erne. Denne plan var ikke langtidsholdbar. I dag kæmper odenseanske politikere og byplanlæggere med at fjerne gaden og genskabe gamle gadestrukturer for atter at tilføre Odense urban livskvalitet med menneskelige proportioner.

Måske vil fremtiden dømme flere af nutidens planer med en lige så stor hovedrysten. Man vil spørge: Hvad tænkte de på? Hvordan kunne de finde på det?

Hvad kan vi lære?

Der er siden 1960’erne umiddelbart sket et stort kulturelt skred i synet på byens bygningskulturelle værdier. På den tid begyndte de første husbesættelser som en protest mod den hårdhændede sanering af gamle huse. Det skete bl.a. på Christianshavn. I 1970’erne kom en bevaringsindsats for alvor i gang gennem bevaringsplaner og undersøgelser, bl.a. i Helsingør, Viborg og Middelfart. Samtidig engagerede bygningskulturelle foreninger og byfornyelsesselskaber sig i bevaringssagen. Endelig i 1983 fik Danmark en byfornyelseslov, der for alvor begyndte at give statslig støtte til bygningsrestaurering. Meget blev opnået, men historien har det med at gentage sig. De senere års vækst i mange større byer har igen øget presset på byernes bygningskulturelle værdier. Hvad kan vi så lære?

Jeg tror, at vi kan lære af fortidens byplaner og byplandiskussioner, at politikeres, byplanlæggeres, entreprenørers og vores egen begejstring for det nye og moderne nogle gange kan skygge for, at også gamle huse og bymiljøer i det lange løb kan tilføre det moderne bysamfund værdi. Værdien tilføres både af gamle huses arkitektoniske udtryk og gennem den historiske fortælleværdi, de rummer i kraft af deres fortidige brug. Vi kan ikke altid overskue, om vor tids bidrag til byrummet er lige så langtidsholdbare.

Nyt er dog ikke nødvendigvis dårligt. Vi vil alle sammen gerne bo i en moderne og komfortabel bolig. Men en del af os kan også godt lide atmosfæren i historiske byrum. Der er derfor brug for i øget omfang at vise hensyn til helhederne i byrummet, så der i fremtiden bliver en større balance mellem de værdier, som både nyt og gammelt kan rumme.

Brostenene i Middelfart blev reddet

Afslutningsvist vil jeg igen kaste blikket mod Middelfart, hvor brostenene i Brogade i 2016 som nævnt stod til at blive fjernet. Borgernes protester kom her til at bære frugt. Brostenstypen kunne dokumenteres at have ligget på gaden siden 1890’erne. Det er en stentype af svensk eller bornholmsk granit med et standardformat på 16 cm i bredden og 18-22 cm i længden.

I Middelfart blev der fundet en balance mellem to opfattelser af urban livskvalitet, så de historiske brosten kunne tænkes ind i den nye klimasikre byplan. Foto: Kristian Buhl Thomsen, 2016.

Byrådspolitikerne accepterede efter nogen tid den folkelige interesse for de historiske sten og besluttede, at der i en fremtidig klimasikker udformning af den historiske gade alligevel bliver plads til brostensbelægningen. En balance mellem to opfattelser af urban livskvalitet blev altså fundet!

Kilder

Forfatteren har i flere sammenhænge skrevet om bygningskultur og byplanhistorie, bl.a. i følgende fremstillinger:

Thomsen, Kristian Buhl: Brogades byrum og brosten, 2016: http://www.middelfart-museum.dk/brogades-byrum-og-brosten

Thomsen, Kristian Buhl: ”Cityplaner i stor skala i Aarhus og København 1954-1973”, Fabrik og Bolig, s. 3-19, 2016.

Thomsen, Kristian Buhl: Da de danske byer blev revet ned – Praksis og ideologi i dansk sanerings- og byfornyelsespolitik 1939-1983, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet, 2015.

Thomsen, Kristian Buhl: Havnebilleder – 200 billeder af Aarhus Havn 1845-2016, Turbine Forlaget i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv og Aarhus Byhistoriske Fond, 2016.

Udtrykket ”urban livskvalitet” er inspireret af den hollandske historiker Harm Kaals brug af udtrykket ”urban livability”.

2 kommentarer

  1. Jeg synes en af de ting man ikke har haft tilstrækkeligt fokus på i transformationen fra det gamle til det moderne byrum er betydningen af trafik. Trafik er jo ikke en ny opfindelse, den fandtes også i de gamle byrum, ja tilmed var også parkering en udfordring, i den forstand at man jo havde steder hvor heste med mere stod tøjret. Min pointe er at der er rigtig mange aspekter at byrummet fra gammel tid som vi slet ikke har medtaget i vores syn på det moderne byrum.

  2. Claus Møller

    Hej Kristian
    Der ER allerede sket en “forringels”, idet der (j.f.r. dit billede) ligger FLADE brosten). Da jeg var barn, i ’70’erne, var der toppede, runde brosten, på Brogade… :’-(
    I gamle dage grundlagde man byerne rundt om enten kirken og / eller det centrale torv, og anlagde gade og veje udenpå, i en “lag-form”, efterhånden som byen fik behov for udvidelse, eller langs veje, som førte et eller andet (som regel vigtigt) sted hen – kirkegården, vadestedet, nabobyen, møllen e.t.c. – dette behov har man ikke længere, hvorfor store boulevarder der kan bære mere trafik, til fx. etagebyggerier, erstatter de små snævre gader, som også tilpassede sig terrainet, så en hest kunne trække ene vogn op ad dem.
    Hele vores samfund, og hvordan vi bruger byerne, påvirker hvordan de bygninger der bliver bygget og de adgangsveje der er nødvendige for at benytte dem udvikler sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *