Byplan, Byudvikling, Historie, Kultur, Kulturhistorie

Forgæves søgte jeg efter jordhytterne

Grønlands bydannelser indtager en spændende og omskiftelig plads i den grønlandske kolonihistorie. I slutningen af 1800-tallet gik byen fra hovedsageligt at være et midlertidigt opholdssted, hvor grønlænderne helst ikke skulle blive alt for længe, til at være et fast levested, der rummede et borgerliggørende potentiale. I dette blogindlæg gengives nogle brede linjer og markante brud i ældre grønlandsk byhistorie, der samlet set skabte en kampplads for kolonial styring og optimering i perioden 1721-1953.

Kolonibyens lastefulde karakter

Kolonisationen af Grønland var i 1700- og 1800-tallet på mange måder båret af de talrige nye kolonibyer og udsteder, som blev grundlagt. Grønlænderne havde ikke før kolonisationen oplevet byer, der rummede prægtige varer og fremmede skikke. Institutionerne fulgte med anlæggelsen af byerne. Ved byens havneanlæg vajede Dannebrog under beskyttelse fra en mindre bastion, der saluterede på mærkedage og markerede territorialitet overfor fremmede skibe. Selv om byerne var små, så var de fastboende og besøgende i byen altså omgivet af institutioner og symboler, der markerede den koloniale magts tilstedeværelse.

Grønlænderne skulle ifølge den danske kolonimagt helst ikke opholde sig i kolonibyerne. Byens rum risikerede at europæisere grønlænderne, der i deres boligforhold, fødekilder og klædedragt skulle forblive så tæt på et ideal om selvforsyning med oprindelige metoder, som det var muligt efter koloniseringen. Alligevel var der forholdsvis mange grønlændere, der boede i eller omkring byerne. Selv om flere og flere indførte varer efterhånden sneg sig ind i forbrug, indretning og klædedragt, så forblev boligerne grønlandske i deres konstruktion. De fastboende grønlænderes tørvehytter og de omrejsende grønlænderes skindtelte og langhuse adskilte dem fra kolonisterne, der boede i kolonibyernes træhuse.

Udenbys grønlændere kunne sagtens besøge kolonibyerne i kortere perioder for at handle hos købmanden, fejre mærkedage eller gå i kirke. Det skulle være attraktivt at besøge byerne, men ikke så attraktivt, at grønlænderne blev boende. Hensigten var givetvis, at de besøgende blot skulle strejfes af og erindres om kolonimagtens tilstedeværelse. De skulle ikke opsluges af den. Og det blev de, mente kolonimagten, hvis de blev boende i byen. Så blev de udygtige i forhold til udøvelsen af det nationale erhverv, sælfangst fra kajak, der i 1700- og 1800-tallet økonomisk understøttede den koloniale tilstedeværelse.

Kolonien Ritenbenk, ca. 1820. På akvarellen ses en flagstang nær en mindre bastion, og de statsligste symboler omgives af europæernes træhuse. På vandet ses en chalup og en kajak, der brugtes henholdsvis til hval- og sælfangst. Akvarellen findes gengivet i Gad (1976), Tavle XII, ml. s. 296-297.

Grønlænderne fik simpelthen ikke den nødvendige øvelse, og derfor måtte kolonimagten ganske modvilligt tage de udygtige fangere i sit brød. Kolonibyens grønlændere var oftest udygtige i forhold til deres landsmænd, når det kom til fangstens drift, og derfor søgte de mod byerne for at sikre deres underhold. Selv om der var lovfæstede bestræbelser på at oplære unge grønlændere i sælfangst, så endte de fleste af dem med at blive håndværkere, koloniassistenter eller hjælpepræster (kateketer). Holdningen var dog klar. Europæisering af grønlænderne kunne på sigt skade fangsten. Dem, der ikke allerede var tabte, skulle bo spredt langs kysten til gavn for fangsten af hvaler og sæler. Disse principper blev knæsat med den i den grønlandske koloniforsknings berømte Instruks af 19. april 1782, hvis principper med skiftende held og aftagende kræfter gjaldt til 1950.

I løbet af 1800-tallet blev grønlændernes tørvehytter, skindtelte og langhuse langsomt udskiftet med træhuse i eller tæt på kolonibyerne. Udviklingen tog fart, da det økonomiske fundament for alvor ændrede sig fra slutningen af 1800-tallet. Den manuelle sæl- og hvalfangst blev efterhånden erstattet af det industrielle fiskeri, og spredte forsøg på fåreavl slog rod i den sydlige del af Grønland. De erhvervsøkonomiske ændringer fik afgørende betydning for de grønlandske byer og deres indbyggere. Større forarbejdningsbygninger blev anlagt i byerne på vestkysten, hvor fangsten blev indleveret, forarbejdet og udskibet. Moderne sygehuse og sanatorier, administrationsbygninger og skoler blev også opført.

Bylivets borgerliggørende potentialer

Fra 1920’erne var det ikke længere vigtigt, hvorvidt grønlænderne risikerede at blive fordærvede af at opholde sig i kolonibyerne. Politikken havde fra midten af 1800-tallet gradvist ændret sig fra en satsning på at sprede befolkningen langs med kysten til en ambition om i stedet at samle befolkningen i større byer. Der skulle bruges folk til fiskeri- og forarbejdningsindustrierne. Derfor var det klogest, at hænderne var samlet på få steder. For at tiltrække befolkningen skulle der skabes en række af kulturelle, sundhedsmæssige og økonomiske muligheder, der opvejede udfordringer ved en flytning fra bygden eller udstedet. Koloniprojektet havde ændret karakter.

Ændringen viser ikke alene, at de økonomiske muligheder i Grønland var ændret takket være det industrielle fiskeris indtog. Den nye bypolitik viser også en afgørende forskel imellem kolonialismen og imperialismen. Statsminister Thorvald Stauning besøgte Grønland i 1930, og han satte i sin bog ’Min Grønlandsfærd’ (1930) ord på noget af denne forskel:

”Der var mange Ting at iagttage i Julianehåb [Qaqortoq] og de mange andre Steder, jeg efterhaanden besøgte. Det var tydeligt, at en rivende Udvikling var i Gang. Alle Huse i Julianehaab saa ud som var de nye – og mange var det. Forgæves søgte jeg efter Jordhytterne, som jeg havde hørt saa meget om. De fandtes ikke i Kolonien, men ude omkring i Distriktet. Dog findes der ikke ret mange her sydpaa, men længere nordpaa fandtes en Del, men der vil de ogsaa snart forsvinde” (s. 33).

Grønlandsk familie foran deres jordhytte, ca. 1921. Stillbillede fra rejsefilmen ”En Rejse til Grønland”. Filmcentralen.

Stauning var i sin bog meget bevidst om, at Danmark løftede det, som den engelske digter Rudyard Kipling med andre ord havde kaldt ”den hvide mands byrde”. Det gav prestige at løfte denne ”byrde”. Boligmassen var såvel i Danmark som i Grønland en kritisk målestok for udviklingen, fordi veludviklede og moderne boliger gav sundere borgere i et stærkere samfund. Moderniseringen af Grønland var altså ikke kun et udslag af gunstige forhold for fiskeriet og fåreavlen, hvor et øget behov for moderne maskineri og infrastruktur skabte nye leveformer. Moderniseringen var også et symbol på skiftet fra kolonialismens ensidige fokus på økonomisk gevinst til fordel for imperialismens flerstrengede fokus på at forbedre og udbygge f.eks. boligmassen, industrisektoren, sundhedssystemet samt skolevæsenet. De sidstnævnte forhold var præget af biopolitiske rationaler, der sigtede til at skabe sunde byboere efter en vestlig (dansk) model, og som selvklart rummede økonomiske logikker. Men i modsætning til tidligere så var de bagvedliggende økonomiske rationaler mere spiselige, fordi de var gemt bag den rivende udviklings forførende maske.

I 1950 vedtog Rigsdagen at accelerere moderniseringsprocessen i Grønland, gennem lovkomplekset G-50, under indtryk af det øgede pres imod kolonisystemet, som kolonimagterne i stigende grad oplevede i FN. Kritikken i FN gik på, at kolonimagterne ikke levede op til deres hverv som forvaltere og vejledere, som der var anvist i FN-pagten. Danmark var i en gunstig position, fordi den relativt folkefattige koloni muliggjorde et mærkbart samfundsløft af befolkningen og byerne, der ikke i samme omfang var muligt i de mere folkerige kolonier i Afrika og Asien. De forhold passede fint med den danske Grønland-politik, der ikke desto mindre blev fremskyndet ganske betragteligt efter 1950.

Danmark afsatte flere penge til forbedret infrastruktur, befolkningen blev i højere grad koncentreret i byerne fra 1960’erne, monopolhandelen blev afskaffet, flere butikker dukkede gradvist op i bybilledet, og reservatpolitikken blev ophævet. Grønland trådte i forbindelse med omverdenen. De grønlandske byer skiftede markant funktionsmåde i perioden 1721-1950. Byerne gik fra at være steder, der risikerede at påføre grønlænderne en række europæiske laster som ville skade fangsten til i stedet at være steder, der i stigende grad kunne gavne grønlændernes civilisatoriske udvikling, så de kunne håndtere arbejdet og livet i en industrialiseret økonomi med internationale forbindelser. Alt dette ændrede livs- og mulighedsbetingelserne i kolonibyerne.

Om Simon Mølholm Olesen

Simon Mølholm Olesen, ph.d.-stipendiat i historie, Aarhus Universitet

2 kommentarer

  1. Super spændende læsning!

  2. René Madsen

    Min kone er grønlænder og kommer fra bygden Upernavik Kujalleq (Den sydligste bygd til Upernavik) I Upernavik Kujalleq bor der i dag ca 170 indbyggere! Det specielle ved bygden er at det er en af de sidste bygder i Vestgrønland hvor man boede i tørvehytter. Min svigerfar er født og opvokset i en tørvehytte og han er født i 1958 og min kone (som er født i 1979) kan huske at hun som barn var med hendes mor til kaffemik hos de ældre i bygden i midt 80erne, som da stadig boede i tørvehytter. Min kone er for øvrigt opvokset i et træskur af et hus bygget af gamle fiskekasser, uden elektricitet og uden vand, de havde en gammel kakkelovn til at varme hytten op med og brugte petroliumslamper, de fik først elektricitet ind som de sidste omkring 1990! ..Upernavik Kujalleq eller på dansk Sønder Upernavik er en meget interessant bygd, jeg boede der selv i sommeren 2008!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *