Nedenstående blogindlæg er et re-post fra projekt RETRO, der arbejder med digitalisering af sogne- og byrådsprotokoller. Du kan læse det oprindelige blogindlæg her.
Af Lisette Rønsig Larsen
På mødet på Fattiggården den 11. oktober 1928 udstedte Skødstrup Sogneråd en ægteskabsattest til Frederik Bertel Pedersen. Med denne i hånden kunne han nu gifte sig med sin udkårne. Men hvorfor skulle det lokale sogneråd tage stilling til sagen?
Helt indtil 1961 var retten til at indgå ægteskab for nogle af samfundets svageste begrænset. Almindeligvis var det sognepræsten eller den borgerlige giftefogeds opgave at godkende ægteskabsforbindelser og foretage vielsen, men der gjaldt særlige regler for nogle grupper af sognebørn.
Sagen fra Skødstrup knytter sig til en bestemmelse om, at den mand, som havde modtaget fattighjælp indenfor de sidste 5 år og ikke havde betalt den tilbage, måtte søge samtykke hos kommunen til at kunne gifte sig. Det lokale råd måtte vurdere, om gommen kunne forsørge familien i fremtiden. Først hvis tilladelsen blev givet måtte parret blive gift.
Begrænsningen af fattiges mulighed for at gifte sig går tilbage til 1824. Som konsekvens af stadig stigende udgifter til fattige, prøvede myndighederne at bremse udviklingen. De gjorde de blandt andet ved at forbyde ”letsindige” ægteskaber. Det var det offentlige, der endte med ansvaret for store, uforsørgede børneflokke. Derfor måtte det besværliggøres, at unge mennesker uden udsigt til sikre indtægter stiftede familie.
Med Junigrundloven 1849 og igen med Fattigloven af 1891 blev bestemmelsen fastholdt. Den blev ved med at virke til socialminister K.K. Steinckes socialreform i 1933. Her gjorde ministeren op med hidtidig praksis. Ikke alle former for offentligt tilskud skulle længere betragtes som fattighjælp. Store grupper som syge og arbejdsløse fik lov til at beholde deres borgerlige rettigheder, selvom de modtog penge fra staten.
Men for en mindre gruppe af lastefulde bestod forbuddet mod ægteskab. Det gjaldt de ”arbejdssky”, ”dårlige forsørgere”, ”alkoholister” og en blandet gruppe af ”løsgængere, omstrejfere, subsistensløse og prostituerede”. Disse blev betragtet som karaktersvage typer uden håb for fremtiden. De skulle derfor ikke opfordres til at reproducere sig. Reglen blev først afskaffet for alle borgere, da socialminister Julius Bomholt indførte en ny lov om offentlig forsørgelse i starten af 1960’erne.
Henvisning til protokol
Skødstrup Forhandlingsprotokol 1928-1944, side 4. Læs protokollen her.
Litteratur og kilder
Jørn Henrik Petersen m.fl. (red.) (2010): Frem mod socialhjælpsstaten. I: Dansk Velfærdshistorie, bind 1
Jørn Henrik Petersen m.fl. (red.) (2011): Mellem skøn og ret. I: Dansk Velfærdshistorie, bind 2
Jørn Henrik Petersen m.fl. (red.) (2012): Velfærdsstatens storhedstid. I: Dansk Velfærdshistorie, bind 4
Nina Koefoed (2016): Fattighjælp og tab af rettigheder 1849-1933 – fra Grundlov til Socialreform. I: Danmarkshistorien.dk. Se online her.
Nina Koefoed (2017): Fattiglovgivningen i Danmark 1660-1849 – fra tiggertegn til grundlovssikret ret. I: Danmarkshistorien.dk. Se online her.