Forfatter: Karl Peder Pedersen.
Antal sider: 387
Udgiver: Syddansk Universitetsforlag, 2014.
Illustreret i farver.
Udmærkelser: Bogen modtog Julius Bomholt Prisen.
Det danske politi blev grundlagt i 1682, da Christian 5. udnævnte Claus Rasch til politimester for København. På det tidspunkt var politi en betegnelse for nogle ordensregler, der skulle fremme handel og produktion i byerne. Med etableringen af Københavns politi håbede enevælden desuden at skabe en folkerig hovedstad, der kunne forsvare kongen som under den svenske belejring i 1659. Samme motiver lå bag skabelsen af verdens første politi i Paris i 1667, men her endte hovedstadsbefolkningen i 1789 at gøre en ende på enevælden.
Karl Peder Pedersens disputats omhandler hovedstadspolitiets udvikling i perioden efter den franske revolution, hvor de enevældige stater begyndte at se hovedstæderne mere som en sikkerhedstrussel og mindre som en ressource. Fokus er på den nye del af politiets virksomhed, som retshistorikeren Kolderup-Rosenvinge i 1825 kaldte ”sikkerhedspolitiet”. Det var igen delt i et offentligt og et privat sikkerhedspoliti, som vi i dag ville kalde det kriminalpolitiet og det hemmelige politi. Det er disputatsens hovedantagelse og konklusion, at skabelsen af begge var en reaktion på den franske revolution.
Kilde: Syddansk Universitetsforlag.
Disputatsen beskriver først, hvordan hovedstadspolitiet blev udbygget i betragtelig grad i perioderne 1800-1803 og 1815-17. Det dokumenteres desuden, hvordan politiet rutinemæssigt benyttede sig af politispioner og provokatøragenter, som blev lønnet af hemmelige fonde. Og hvordan overvågningen og kontrollen med københavnerne optrappedes, da politiet fik overdraget pasvæsenet og registreringen af til- og fraflyttere. Fra 1815 blev mistænkelige personer desuden registreret i en særlig protokol, som der er et morsomt uddrag fra blandt bogens bilag. Det drejer sig dog mere om småkriminelle end om politiske modstandere. Mest spændende og mere relevant er afsnittene om aktionerne mod den spæde liberale opposition, hvoraf sagen om Jernringsgruppen og dr. Dampe fra 1820 nok er den mest kendte.
De københavnske politiarkiver fra begyndelsen af 1800-tallet er enorme og uoverskuelige. Derfor tjener det den erfarne rets- og administrationshistoriker Karl Peder Pedersen til stor ros, at han som den første har udforsket denne del af politiets historie. Disputatsen er præget af et pessimistisk syn på den sene enevælde, som ligger i forlængelse af klassiske fremstillinger af perioden som Marcus Rubins ”Frederik VI’s tid” og Jens Engbergs ”Dansk guldalder” om oprøret i tugt-, rasp- og forbedringshuset i 1817. Det fremgår ikke helt klart, hvordan kriminalitetsbekæmpelse kunne forebygge en revolution, men det antydes, at en mangelfuld indsats overfor kriminalitet kunne svække tilliden til enevælden. Noget lignende er Mette Frisk Jensen inde på i sin afhandling om den sene enevældes korruptionsbekæmpelse. Dette aspekt kunne være værd at følge op på i videre studier af politiets øvrige virksomhed som f.eks. kontrollen med fødevarepriser. Selvom det også kunne have været relevant at inddrage politiets censurvirksomhed, skal det ikke skygge for, at der er tale om et pionerarbejde om det danske sikkerhedspolitis skabelse.