Kriserne under verdenskrigen og op gennem mellemkrigstiden blev i kombination med Socialdemokratiets rolle som periodens parlamentarisk bærende parti både i og uden for hovedparten af tidens regeringsdannelser og samtidige stærke kommunalpolitiske position afgørende for det fundament, der på samme tid lagdes for velfærdsstaten. Allerede mellem 1916 og 1945 blev således tæt ved halvdelen boligproduktionen i hovedstaden tilvejebragt af kommunalt og offentligt støttet boligbyggeri, hvorved dette byggeri kom til at tegne sig for en fjerdedel af boligmassen ved afslutningen af sidste verdenskrig. Kvalitativt førte det offentligt støttede boligbyggeri til en betydelig hævelse af boligstandarden i nybyggeriet i form af større lejligheder, faciliteter som wc, bad og centralvarme i lejlighederne samt mere åbne bebyggelser - storgårdskarreer med grønne anlæg i karreernes indre samt blok- og rækkehusbebyggelser. Hertil kom så den stramme bebyggelsesregulering som de to hovedstadskommuner, og som i sidste led blev grundlaget for byplanloven fra 1938 - Den grønne hovedstadsmetropol.

Storgårdskarrer , som Arbejdernes Andels Boligforenings afd. 11 på Frederiksberg fra 1919, blev en af de mest fremherskende bebyggelsesformer i velfærdsstatens første boligbyggeri. I modsætning til det tidligere private spekulationsbyggeri var gårdrummet udlagt som et stort friareal med legepladser og små haveanlæg, lejlighederne var langt større og forsynet med både wc og brusebad. (Frederiksberg Stadsarkiv).

I midten af det 20. århundrede var hovedstaden udbygget og havde nået et folketal på næsten 900.000. Udenom var der i århundredets første halvdel samtidigt fremvokset et stadig større bælte af forstæder med et samlet indbyggertal på godt 300.000, hvorved hele hovedstadsmetropolen i 1950 nåede 1,2 millioner. 50 år efter kunne metropolområdet mønstre 1,7 million indbyggere, men med den samtidige afvandring- og industrialisering i selve hovedstaden blev væksten genereret af en massiv forstadsvækst – svarende til 800.000 indbyggere.

Det dannede grundlag for et omfattende boligbyggeri, hvor næsten halvdelen blev tilvejebragt af offentligt støttede almene boligselskaber. Her blev lejlighederne stadig større og forsynet med tidens moderne bekvemmeligheder og bebyggelsesformer, der udvikledes fra parkbebyggelser med blok- og kædehuse og små butikstorve til højhusbyggeri, blokbebyggelser eller tæt-lavt byggeri centralt i de forstadsbyer, der voksede op ved de lokale S-banestationer med tilhørende forretningscenter og offentlige institutioner.

Almennyttige højhuse og lavere blokke adskilt af grønne omgivelser i de centrale dele af de nye forstæder blev det helt karakteristiske træk ved udbygningen af velfærdsforstæderne i Hovedstadsmetropolens vestegn. Her fra omkring 1960 langs Roskildevej i Rødovre og Brøndby Kommuner (Rødovre Lokalhistoriske Arkiv).

Dette billede af velfærdsforstæder med omfattende almennyttigt boligbyggeri og betydelige nye industriarbejdspladser blev dog mest fremtrædende i de socialdemokratisk styrede kommuner i hovedstadsmetropolens vestforstæder. I de mere mondæne og borgerligt styrede forstadskommuner i det nordlige opland blev antallet af produktionsarbejdspladser og alment boligbyggeri derimod beskedent, mens privat parcelhusbyggeri blev dominerende.

Se: Henning Bro: Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat, Arbejderhistorie, nr. 4, 2006.

og; 

Henning Bro: Boligpolitikkens historie – et upåagtet forskningsområde , Historisk Tidsskrift, 106:2, 2006, s. 586-613. Søg under ”forfatter” på ”Henning Bro” i http://www.historisktidsskrift.dk/soeg.htm

Litteratur

Henning Bro: Socialdemokratiet og arbejdernes boligforhold 1870-1914, Specialeafhandling i historie, Historisk Institut/Institut for økonomisk historie, Københavns Universitet, 1980.

Henning Bro: Fire forslag til kommunale arbejderboliger, Fabrik og Bolig, nr. 1., 1982.

Henning Bro: Barakkerne i København 1917-1922, Fabrik og Bolig, nr. 1, 1985.

Henning Bro: Kommunal boligpolitik, Lyngby-bogen, 1990.

Henning Bro: Boligministeriets forhistorie, ARKIV, 13. bd., nr., 1990.

Henning Bro: Bygge- og boligpolitik i Nykøbing F 1890-1930, Fabrik og Bolig, nr. 1, 1994.

Henning Bro: Velfærdsstaten og boligen, Dansk Forvaltningshistorie, bd. II (red. Tim Knudsen), DJØFs Forlag, 2000.

Henning Bro og Helga Mohr: Boligkvalitet i 75 år. Frederiksberg Boligselskab 1930-2005, 2005.

Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Boligselskab – 75 år, Frederikjsberg´eren, nr. 2, 2005.

Henning Bro: Fra planløshed til planlægning, Frederiksberg´eren, nr. 1, 2006.

Henning Bro: Boligen mellem natvægterstat og velfærdfærdsstat – bygge- og boligpolitik i tre danske bysamfund, 1850-1930. Ph.d.-afhandling i historie, Det humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2006.

Henning Bro: Boligpolitikkens historie – et upåagtet forskningsområde , Historisk Tidsskrift, 106:2, 2006.

Henning Bro: Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat, Arbejderhistorie, nr. 4, 2006.

Henning Bro: Bygge- og boligpolitik på Frederiksberg, 1850-1930. Frederiksberg gennem tiderne, 2007.

Henning Bro: Boligen mellem natvægterstat og velfærdfærdsstat – bygge- og boligpolitik i København, 1850-1930, Forlaget Multivers Academic, 2008 [Bearbejdet udgave af ovennævnte Ph.d.-afhandling].

Henning Bro: Housing: From Night Watchman State to Welfare State. Danish housing policy, 1914-1930, Scandinavian Journal of History, bd. 34, nr. 1. 2009.

Henning Bro: Kollektivhuse – Hovedstaden på forkant, Kulturstudier, 2010.

Henning Bro: Kollektivhuset på Forchhammersvej, Frederiksberg gennem tiderne, 2011.

Henning Bro: Moderne kollektivhuse på Frederiksberg, Frederiksberg´eren, nr. 2, 2012.

Henning Bro: By og bolig, Fabrik og Bolig 2013.

Henning Bro: Hovedstadens sociale boligbyggeri, Arbejderhistorie, nr. 2, 2013.