Arkitektur, Byplan, Generelt, Historie, Kultur

Den grønne hovedstadsmetropol

Den grønne hovedstadsmetropol

En række af stads- og lokalarkiverne i hovedstadsområdet og andre forskere er i gang med at udarbejde en bog med titlen: ”Hovedstadsmetropolen grønne områder." Bogen vil behandle de lange linjer og store sammenhænge, som fremgår at dette blogindlæg og samtidig bringe en gennemgribende behandling af de forskellige naturområder, der op gennem det 20. århundrede blev skabt til hovedstadsbefolkningens rekreation.
Op gennem den sidste halvdel af det 19. århundrede blev sygdom og social elendighed set som et resultat af beskidt og stillestående luft i de mørke og snævre byrum i de overbebyggede indre dele af København og i de nye industri- og arbejderkvarterer, der på samme tid som følge af industrialismens gennembrud skød op uden for byens gamle fæstningsanlæg. I følge tidens hygiejniske bevægelse bestående af læger og arkitekter kunne forholdene kun modvirkes gennem et mere åbent byggeri, som med lys og renere luft ville være afgørende for folkesundheden. ”Bylunger” i form af promenadeparker blev anset for afgørende sammen med strammere offentlig bebyggelsesregulering og grønne og åbne rum i de enkelte boligbebyggelser.

Selv om teorien om den forpestede bylufts betydning for sygdom i medicinsk henseende fortrængtes af den bakteriologiske teori, kom metaforen om ”byens lunger” til at leve videre. Omkring århundredeskiftet i teorierne bag den moderne byplanlægning og blandt sociale reformatorer – hygiejnikere, borgerskabets filantropiske boligbevægelse, socialliberale- og konservative og den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Den egentlige udfoldelse af hovedstadens ”bylunger” blev dog først for alvor en realitet op gennem den første halvdel af det 20. århundrede, hvor Københavns yderste brokvarterer udbyggedes samtidig med de indlemmede københavnske yderdistrikter og det vestlige Frederiksberg. By og bolig var nu blevet et centralt samfundsanliggende, på samme tid som vejen banedes for velfærdstaten. Gennemgribende bebyggelsesregulering skabte en stramt opdeling mellem kvarterer med overvejende halvhøj etagebyggeri, særlige industrikvarterer og kulissebyggeri med etagehuse langs gennemgående veje og bagvedliggende udstrakte villakvarterer. Mellem og i boligbebyggelserne udlagdes samtidig beplantede pladser og anlæg, kolonihaveområder, sportspladser, folkeparker, nye kirkegårde i storskala og store offentlige institutioner, der alle blev omgivet af parklignende haveanlæg. Hertil kom den åbenhed og de nye grønne elementer, der blev karakteristisk for tidens overvejende offentligt støttede etagebyggeri.

Udover grønne byrum og boligområder fik metaforen om byens lunger også en anden og ny betydning op gennem mellemkrigstiden. Med stadig kortere arbejdstid og udvidede muligheder for ferie skabtes forudsætningen for et reelt fritidsliv for samfundets brede lag. Udfordringen med at tilskynde til forskellige former for fritidsaktiviteter blev taget op af eksisterende og nye organisationer, og som på så mange andre samfundsområder også af arbejderbevægelsen. I form af et stort antal nye fritidsorganisationer og ved politisk at inkorporere fritids - og kulturtilbud i den fremvoksende velfærdsstat. Målet var lige adgang til fysik og intellektuel udvikling for arbejderklassen og samfundets øvrige brede lag i form af jævnere fordeling af kulturgoderne og større bredde og lighed i fritids- og kulturtilbuddene- en demokratisering af kulturlivet i bredeste forstand for velfærd også i fritiden.

I den sammenhæng kom en lige adgang til friluftsliv til at spille en central rolle både i form af børns leg og voksnes hvile, adspredelse og afslapning uden åben himmel, men også i forhold til fysisk aktivitet i det fri – sport, vandring, camping og tilegnelse af landskabets natur og kultur. For at skabe nye områder til rekreation i de bynære områder havde Københavns og Frederiksberg kommuner op gennem mellemkrigstiden etableret 30 folke- og/eller idrætsparker i hovedstadens yderområder og Københavns Kommune en sammenhængende naturpark ved moser og vandløb langs grænsen til forstadskommunerne fra Emdrup i nordøst og til Kalvebod Strand i sydøst. Men i forhold til hovedstadens stadig voksende befolkning og i lyset af at de fremvoksende forstæder mod nord allerede havde spærret adgangen til kyststrækningen op langs Øresund, og samtidig var ved at gøre voldsomme indhug i de naturområder, der lå op til egnens skove, søer, moser og åløb, var de nærrekreative løsninger i hovedstaden utilstrækkelige.

Den Grønne Betænknings omfattende plan for rekreative områder og forbindelsesgang- og cykelstier i Hovedstadsmetropolen.

Den Grønne Betænknings omfattende plan for rekreative områder og forbindelsesgang- og cykelstier i Hovedstadsmetropolen.

Netop den problemstilling blev som det første taget op af det i 1928 nedsatte Egnsplanudvalg, der ellers havde til opgave at udarbejde en regionsplan for hele hovedstadsmetropolen. I ”Den grønne betænkning”, som udvalget barslede med i 1936, blev der lagt op til et omfattende systemer af naturparker i tilknytning til de eksisterende naturområder i det nordlige forstadsopland, nye rekreative områder i det vestlige opland og langs strandene ved Køge Bugt. Alt forbundet med interne stisystemer og radiale forbindelsesveje til/fra hovedstaden.

Med den nødvendige tillægslovgivning til den nyrevidere naturfredningslov fra 1937 og meget betydelige bidrag fra Købehavns og Frederiksberg Kommuner, amterne og staten realiseredes betænkningen i det nordlige og nordvestlige opland frem til midten af 1950´erne. Med efterkrigstiden forstadsudbygning mod vest blev betænkningen siden realiseret i denne del af metropolen og suppleredes med de store anlagte naturparker - Vestskoven 1967-1981, Køge Bugt Strandpark 1975-1979 samt Amager Strandpark fra 2005.

Køge Bugt Strandpark som med tidens store effektivitet realiserede i den sidste del af 1970´erne.

Køge Bugt Strandpark som med tidens store effektivitet realiseredes i den sidste del af 1970´erne.

Værket vil blive rigt illustreret og udgivet af arkivernes regionalorganisation: Hovedstadsområdets Kulturhistoriske Arkiver. Vil du vide mere om projektet, kan du kontakte organisationernes formand, e-arkivar, mag.art, Caspar Christiansen, Frederiksberg Stadsarkiv på 38 21 21 53 eller mail Cach01@frederiksberg.dk.

   

Litteratur:

Henning Bro og Caspar Christiansen: Frederiksberg. "Hovedstadens grønne oase," Frederiksberg gennem tiderne, 2013.

Henning Bro: "Den grønne Hovedstadsmetropol. Det grønne i det røde", Arbejderhistorie, nr. 2, 2014.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *