Da jeg på min vej til arbejde cyklede bag ved en kvinde, der efterlod sig en brise af lettere syntetisk blomstereng, gik det op for mig, at jeg ikke har særligt mange venner, som bruger skyllemiddel – i hvert fald ikke af den krasse Bamseline-slags. Folk parfumerer sig ganske vis ved festlige lejligheder, men i det store hele synes størstedelen af min omgangskreds at stræbe efter at være relativt duftneutrale. Jeg er derfor også i højere og højere grad begyndt at bemærke det, når jeg på gaden passerer folk, der dufter stærkt af parfume. Ikke at lugten er væmmelig for mig, men jeg bemærker straks den markante ændring i duftlandskabet på en måde, som jeg ikke gjorde for år tilbage, hvor verden omkring mig almindeligvis var mere parfumeret.
Og hvad skal så en beretning om skyllemiddel i en byhistorisk blog? Det handler om at udpege sanserne som et relevant og frugtbart perspektiv i studiet af sociale relationer i byens rum – netop fordi lugte og andre sanseindtryk er vigtige markør i den sociale navigation. Indenfor de seneste år har sanserne fået en ’revival’ inden for det byhistoriske felt og har været tema for flere konferencer og publikationer, ligesom følelserne bredt set vinder frem som en del af det man – for at bruge et noget fortærsket udtryk – kan kalde den nye materielle vending.
Udgangspunktet er, at de spor, som sanse- og følelsesmæssige oplevelser har sat sig i skriftlige og visuelle kilder, kan hjælpe os til at komme tættere på de uartikulerede sociale koder, samtidens mennesker tog for givet og navigerede efter i byens fysiske og sociale rum.
Dernæst er fortællingen om en socialgruppes higen efter duftneutralitet interessant, fordi det ikke er første gang fænomenet dukker op i en byhistorisk sammenhæng. Også Alain Corbin viste i sit nu klassiske studie ”Le miasme et la jonquille”, hvordan lugte spillede en vigtig rolle for forestillinger om sociale distinktioner i 17- og 1800-tallets Frankrig, ligesom antropolog Constance Classen har bemærket, hvordan tidens borgerskab placerede sig selv socialt ved hjælp af duftmarkører – eller rettere manglen på samme. Ved at efterstræbe den rene, neutrale lugt, distancerede de sig både fra l’Ancien regimes tungt parfumerede adel, og fra den politisk sprængfarlige og ildelugtende pøbel.
I en dansk kontekst kan man også konstatere, hvordan den københavnske middelstand i 1800-tallets første halvdel tog skarpt afstand fra såvel overdreven luksus og kunstighed, som fra den stærkt lugtende og moralsk anløbne underklasse. Om sidstnævnte skrev lægen Henrich Callisen i sine
Physisk Medizinske Betragtninger over Kiøbenhavn i 1807:
”Ureenlighed giør Mennesket baade physisk og moralsk slettere. Meget urene Menneskers Syn opvækker sædvanligen og billigen hos andre Ekelhed, Afskye og Foragt i en høi Grad; man skyer dem saa meget mere, da deres Uddunstninger ogsaa er skadelige for andre (…) Sædvanligen ere skidenfærdige Mennesker ogsaa hengivne til Drukkenskab, Liderlighed eller andre Laster, saa at man kunde fristes til antage: at saadanne Mennesker tillige havde en moralsk Plet i deres Character.”
Ved at give udtryk for deres væmmelse overfor især den smudsige underklasse afgrænsede middelstanden sig selv som en gruppe med finere næser og sartere sanser. En sanselighed, der samtidig var et vigtigt element i gruppens iscenesættelse af sig selv som moralske og samfundssindede.
Der er naturligvis langt fra skyllemiddel til skidenhed - og sammenhængen mellem lugt og klasse er givetvis anderledes i dag, end den var det for omtrent 200 år siden, men på visse punkter er der altså ligheder at spore.
Trådene mellem fortidens og nutidens stræben efter duftneutralitet skal jeg her afholde mig fra at udrede – men blot (på ny) videregive opfordringen til at have næsen, og for den sags skyld de andre sanser, med sig, når man bedriver byhistorie.
Camilla Pryds Schjerning.