I dette blogindlæg anmelder ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Mikkel Høghøj bogen Vertical: The City from Satellites to Bunkers af den britiske byforsker Stephen Graham.
”What does it mean to be above or below in today’s rapidly urbanizing world?” Med det spørgsmål åbner den britiske geograf og byforsker Stephen Graham sin bog Vertical: The City from Satellites to Bunkers (2016). Og med udgangspunkt i netop dette spørgsmål besøger Graham gennem 15 kapitler alt fra den nyeste droneteknologi, helikopteren, skyskraberen og den brasilianske slum, favelaen, til kloaksystemet, bunkeren og minen – fra Dubais Burj Khalifa, der tårner 828 meter over vandoverfladen, til den 3,9 kilometer dybe TauTona-mine i Sydafrika – og så alt det derimellem.
Vertical må på mange måder forstås som et tostrenget projekt. For det første er bogen et opgør med det horisontale blik, som ifølge Graham alt for længe har domineret studier inden for særligt geografi, sociologi og urban studies. Det ’flade perspektivs’ ophav må dog findes væsentligt længere tilbage i tiden, idet det ifølge Graham har kendetegnet vestlig geografisk tænkning siden den koloniale ekspansion og dertilhørende kartografi tog fart i slutningen af det 15. århundrede. Det primære mål med den horisontale geografi har således været at kortlægge jordens overflade for bedre at kunne udforske, navigere og i sidste ende kontrollere forskellige geografiske territorier. Problemet ifølge Graham er dog ikke kun den koloniale arv, som det flade perspektiv gemmer på. En horisontal erkendelse af verden, og i særlig grad af byen, er også analytisk set utilstrækkelig, hvis vi ønsker at forstå, hvordan magtstrukturer og ulighed konstitueres og reproduceres i den globalt urbaniserede verden, som vi i dag lever i.
Bogen er således også et kritisk projekt. Graham ønsker at vise, ikke bare hvordan urban vertikalitet er et resultat af specifikke magtstrukturer, men også hvordan vertikale geografier i dag aktivt konstituerer og reproducerer urbane magtforhold og ulighed. Vi må forstå og intervenere i de kampe om retten til byen, til en bolig, til ressourcer, til sikkerhed, til privatliv, til mobilitet, til mad og vand, til retfærdighed og i sidste ende til at leve og dø, som globalt set udkæmpes i dag. Det kan vi ifølge Graham først og fremmest ved at erkende i hvor høj grad, disse kampe er vertikalt funderede. Med det menes ikke, at det horisontale perspektiv så skal smides ud med badevandet, men snarere, at vi bør forsøge at forstå byen i et tredimensionelt perspektiv ved analytisk at sammentænke dens horisontale og vertikale dimensioner.
Grahams ærinde afspejles klart i bogens todelte struktur, idet første del beskæftiger sig med byen ’above’, mens anden del stiller skarpt på byen ’below’. I de første ti kapitler gennemgås således nogle af de urbane geografier, som produceres over jordens overflade, og Graham giver her et malerisk og overraskende indblik i et urbant landskab præget af skyskrabere, som huser kapital frem for mennesker, og en transurban elite, hvis luksuriøse tilværelse udleves højt hævet over gadens larm og støj.
Og Grahams analyser udmærker sig ved netop at gøre mere end bare at påpege den magtsymbolik og akkumulering af kapital, som reproduceres gennem urban arkitektur. Ved gennemgående at inddrage de mobiliteter, hvorigennem forskellige typer af vertikale magtgeografier muliggøres og reproduceres, giver Graham et nuanceret indblik i nogle af de teknologier og bevægelsesmønstre, som også er med til at skabe urban vertikalitet. I kapitlet om den såkaldte ”helikopterurbanisme” viser Graham for eksempel, hvordan elitens liv i São Paulos højere luftlag netop muliggøres af dette transportmiddel, der ikke blot fungerer som prestigesymbol, men også som en effektiv mekanisme til social adskillelse. Via personlige helikoptere kan byens rigeste således bevæge sig fra A til B uden nogensinde at skulle bevæge sig ’ned’ og konfronteres med den virkelighed, der udspiller sig på fodgængerniveau.
Et lignende eksempel finder vi i kapitlet om favelaen, hvor Graham viser, hvordan konstruktionen af svævebaner i byer som Medellín, Caracas og Rio har sikret, at den bedre middelklasse såvel som et stigende antal slumturister kan bevæge sig ’over’ byernes favelaer og betragte dem i sikker og behørig afstand. I Guatemala City har dette forhold endda fundet udtryk gennem betegnelserne abajo (under) og arriba (over), som sprogligt splitter byen i to. Favelaens beboere er abajo, og, som Graham citerer en beboer for at påpege, så er selv ”the police (…) arriba and would dream of walking abajo”. Det er ikke kun til transport, at byernes luftrum i stigende grad udnyttes. Gennem analyser af den nyeste droneteknologi, bombeflyets historie og politihelikopterens overvågende blik viser Graham, hvordan byernes luftrum i både det 20. og 21. århundrede i høj grad også har været militariserede rum.
Bogens sidste fem kapitler er dedikeret til forskellige aspekter af de urbaniseringsprocesser, som finder sted i byernes undergrund. Særligt interessant her er bogens sidste kapitel, som omhandler minen. Ved at udrede forbindelserne mellem guldminen, elevatoren og skyskraberen evner Graham nemlig at vise, hvordan forskellige vertikale lag ikke bare hænger sammen, men faktisk gensidigt skaber hinanden, samtidigt med profit og økonomisk ulighed.
Med betegnelser som ”class war from above” er det tydeligt, at et vis vertikalitets-hierarki præger Grahams læsning af byen. Men det betyder ikke, at han er blind for den kompleksitet og historiske foranderlighed, som også karakteriserer urban vertikalitet. I det særdeles informative kapitel om boligen viser han, hvordan de superriges overtagelse af byernes skyline gennem for eksempel luksuslejligheder i New York med badeværelser, der i sig selv er større end den gennemsnitlige lejlighed i byen, har været tæt forbundet med den ofte simplificerede kritik, som efterkrigstidens modernistisk inspirerede bolighøjhuse har været genstand for siden 1970’erne. Graham påpeger i den forbindelse, hvordan en sønderlemmende kritik af disse bolighøjhuse som socialt degenererende netop har været en grundlæggende forudsætning for de neoliberale reformer, der muliggjorde de omfattende gentrificeringsprocesser, vi globalt set er vidne til i dag.
For historikere må bogens måske vigtigste bidrag findes i den øgede bevidstgørelse af (by)historiens vertikale dimensioner, som Graham advokerer for. I en dansk kontekst har særligt historikeren Dorthe Gert Simonsen med sine studier af materialiseringen af luftrum bidraget ikke bare med interessante kulturhistoriske perspektiver på modernitetens dimensioner i det tidlige 20. århundrede, men også demonstreret de analytiske potentialer, som det vertikale greb rummer. Og det er netop studier af, hvordan vertikale geografier har præget og produceret politiske, sociale og kulturelle aspekter af vores samfund på forskellige måder til forskellige tider, som udgør et underbelyst og potentielt givtigt analytisk greb såvel som forskningsfelt for ikke bare byhistorikere specifikt, men også historikere generelt.
Vertical er på mange måder en vigtig bog, som utvivlsomt har meget at tilbyde den eksisterende forskning inden for både byhistorie og urban studies. Den bør læses, ikke kun fordi den tilbyder et potentielt vigtigt analytisk redskab til at forstå byer og urbant liv, men også fordi den tilbyder innovative og nytænkende perspektiver på, hvordan urbane magtforhold og ulighed produceres i en verden, som i stadig stigende grad domineres af byer.
Stephen Graham: Vertical: The City from Satellites to Bunkers, Verso 2016, 402 sider.