Cand.mag. i historie Doron Haahr, der har stor erfaring med byvandringer i Aarhus, reflekterer i dette blogindlæg over den praktiske tilgang til byvandringer. Blogindlægget placerer sig i forlængelse af Doron Haahrs tidligere indlæg her på bloggen fra 20. april 2017.
Arbejdet med at forberede en byvandring kan ifølge min erfaring overordnet inddeles i tre faser, og herunder vil jeg gå faserne igennem en for en, og præsentere nogle af mine overvejelser. Jeg har netop udviklet en ny byvandring, som tager folk med rundt i besættelsestidens Aarhus. Arbejdet med den vandring skal være udgangspunkt for de følgende refleksioner om byvandringers potentiale som formidlingskanal mere generelt.
Udgangspunktet for den nye byvandring er at formidle den fortættede, forventningsfulde og farlige atmosfære, der prægede Aarhus (og resten af landet) i de allersidste dage af besættelsen. Jeg ønsker at tage folk helt tæt med på livet i disse højspændte dage og timer, og at folk får fornemmelsen af, hvordan det må have været at leve i en by, hvor der mange gange om dagen, og uden varsel, lød skud på gader og stræder, og hvor folk blev dræbt på åben gade.
Her er således truffet et valg om fokus: Turen skal ikke fokusere på de lange linjer i krigen, årsagerne og storpolitikken, som formidlingen af Anden Verdenskrig ofte er orienteret mod. Det kan trækkes ind, hvis et perspektiv bliver relevant, men fokus skal være på det helt nære i Aarhus i krigens sidste dage.
Kildematerialet jeg bruger til denne tur er især aviserne Demokraten og Aarhus Stiftstidende, hvorfor begge aviser fra perioden 30. april til 5. maj 1945 er systematisk gennemgået. Valget af kilder hænger sammen med, at jeg vil skabe turen ud fra de informationer, den almindelige århusianer havde til rådighed i de dage. Hvad var det for en virkelighed, man levede i? Aviserne var selvfølgelig underlagt censur, men de er alligevel fulde af artikler og notitser om, hvordan et bageri blev sprunget i luften, hvordan en ung husassistent blev skudt i Mejlgade, to herrer skudt i en hotelbar og så videre. Alle disse konkrete oplysninger sætter scenen for byvandringen og giver en klar fornemmelse af, at byen har været et meget utrygt sted. Hvem kunne ikke risikere at blive fanget i en skudveksling eller ramt af en vildfaren kugle?
Fordi turen er så koncentreret i tid, gøres kronologien til en dyd. Ved turens begyndelse fortælles publikum, at frihedsbudskabet lød halv ni om aftenen fredag den 4. maj. Forud var gået nogle spændte og forventningsfulde dage, og turen starter tirsdag den 1. maj. Ved at gøre meget ud af tidsfæstningen, sådan at vi for hvert stop går en dag frem, og endda nogle steder time for time, får publikum en klar fornemmelse af, hvor meget der skete på blot få dage. Ved at tale i nutid kan der hele tiden refereres til i går og i dag, hvilket gør formidlingen levende, og publikum får forhåbentlig ind under huden, hvor intenst det reelt var.
Fortællingens dramaturgi er her givet af sig selv, idet vi ved, at det skal kulminere med befrielsen. Ved andre ture bliver dramaturgien ikke foræret, men ofte er det godt at tilrettelægge turen/fortællingen således, at der undervejs er dramaturgiske højdepunkter, hvor opmærksomheden skærpes.
I alle byvandringer bør stoffet doseres, så informationerne på det enkelte sted ikke er alt for store. For mig at se, handler det ikke om at fylde mest mulig information på. Tværtimod må man som formidler have et skarpt fokus på fortællingens røde tråd. Alt, hvad der fortælles, skal hænge sammen med hovedhistorien, og baggrundsviden, eller perspektiver til den store historie, bliver fortalt, så det i pausering, stemmeleje og toneskifte fremgår, at her kommer noget andet.
Dette afspejler, at forberedelsen forud for en byvandring også består i at overveje, hvordan historien fortælles. Ganske enkelt at overveje sine ord, sine pauser og hastigheden på fortællingen. Nogle gange giver det mening at tale hurtigt, fordi det kan bære en pointe i sig selv. Andre steder er det godt at dvæle ved sætninger og ord, så det kan bundfælde sig hos publikum. Fortællingens skiftende hastighed er også med til at fastholde opmærksomheden, det bliver mere interessant at lytte til, og hvis den sproglige fremstilling er levende, kan pointerne også stå tydeligere frem.
Fordi fortællingen foregår i byen, bør det også overvejes, hvor publikum skal gå, hvor de skal stå og hvordan de skal vende. På turens enkelte stop er bymiljøet kulisse for fortællingen, og det er derfor afgørende, at publikum kan se. Derfor forsøger jeg altid selv at stå med ryggen til fx den bygning, det handler om. Så kan publikum se mig og bygningen på én gang. Jeg kan referere til ”bygningen bag mig”, og jeg kan undgå at vende mig for meget. For når jeg vender mig, mens jeg taler, kan det blive sværere at høre, hvad der bliver sagt.
Jeg forsøger også at placere folk i et hjørne eller op af en mur, så der ikke kan ske noget bag dem, der forstyrrer. Hele tiden handler det om at skabe en fysisk ramme, så mest mulig opmærksomhed kan rettes mod fortællingen. Står man midt på en gade, eller midt på et torv, kan forbipasserende eller i trafik i baggrunden godt risikere at tage en del opmærksomhed. Mine vandringer tager cirka halvanden time, og typisk er der otte, ni stop. Hvert stop varer fem, seks minutter, hvilket giver 40-50 minutters samlet fortælling. Resten af tiden er ”transport”.