Generelt

Den græske bystat ‘polis’ – byernes prototype?

Man siger, at det gamle Grækenland, og især det gamle Athen, er den vestlige civilisations vugge; den vestlige kultur og vores måde at tænke på, stammer fra denne oldgræske bystat. Men hvad var der så specielt ved denne, set med nutidens øjne, relativt lille bystat? Og hvis det er vores civilisations vugge, er byen så også et slags forbillede for efterkommende byer?

En gængs betegnelse for den athenske bystat er polis — stedet for det politiske. Polis oversættes i dag groft til "city", men hvordan stemmer dette overens med nutidens forståelse af dette ord? En af de mest indflydelsesrige filosoffer, der skriver om polis og det politiske, er Aristoteles. Hans politiske tænkning starter allerede i slutningen af hans afhandling om etik. Her skriver han, at der er brug for (politisk fastsatte) love og regler for at alle mennesker kan realisere sig selv og sit liv mest muligt. En fastsættelse af politik er altså nødvendig
Athen

Kort over Athen og området omkring. Kortet er ikke fra polisstrukturens storhedstid, men vi kan stadig ane en lukket enhed, lukket fra omgivelserne.

for at muliggøre de goder, som mennesker stræber efter. Polis er horisonten for den politiske tænkning, og polis orienterer sig derfor mod det gode. Og det gode er altså det, mennesket stræber efter: at realisere sin natur. Her skal vi dog forstå natur på en bestemt, oldgræsk måde, nemlig som physis: physis henviser til det, at noget er i overensstemmelse med sig selv – en tings natur er i denne forstand at være fuldt udviklet som sig selv. Træets physis er at blive et træ; menneskets physis er at blive menneske, men i dette ligger ikke nogen fast bestemmelse, hvorfor man også kan sige, at polis orienterer sig mod mulighed og frihed. Alle vil gerne leve et godt liv og dette er ifølge Aristoteles muligt, hvis vi dyrker det at leve i et samfund sammen. Med andre ord er det at være i polis det samme som at have det gode liv i sigte. Selvom det kan være svært at sætte sig ind i den oldgræske tænkning, vil jeg gerne holde fast i, at vi kan bruge polis-begrebet til mere generelt at forstå hvad en by er — også som vi ser dem i dag.

Der er minimum tre strukturer i den oldgræske byteori: oikos, kôme og polis. Oikos betegner den lille husholdning, hvor familien bor og har sin dagligdag. Oikoi (= oikos i flertal) danner kôme. Kôme kan vi sammenligne med nutidens landsbyer og/eller forstæder. Flere kôme kan nu danne polis, og kôme er da at forstå som områder i polis. Polis er altså det højeste fællesskab, og det, der lader det enkelte menneske stræbe efter det gode. Hvordan det? I den lille husholdning oikos kan man ikke dække alle si
Aris

Portræt af Aristoteles

ne behov selv. Derfor danner man nogle større fællesskaber (kôme), for at få flere behov dækket – her kan man måske få byttet nogle grøntsager for nogle sko. Men heller ikke kôme kan nødvendigvis dække alle behov, og netop dér, er det bestræbelsen at polis kan gøre en forskel. Logikken er sådan set simpel: alle mennesker stræber efter at realisere sin natur og måden hvorpå dette sker, er ved, at man samler sig og skaber en mulighed for at dele bl.a. arbejdsopgaver. Jeg har mere frihed, hvis jeg ikke både skal lave mine egne sko og egne møbler. I denne forstand er polis altså en naturlig forekomst, fordi det netop er måden hvorpå vi bedst kan leve det gode liv. Det er dette Aristoteles mener med, at vi af natur er et politisk dyr.

Polis kan som sådan ikke sammenlignes én-til-én med nogen moderne bytype, men er nærmere et slags analytisk værktøj til delvist at forklare, hvorfor vi samler os i de enheder, som vi i dag kalder byer. Den græske bystat polis er altså ikke byernes prototype forstået som et forbillede hvorefter enhver senere by er bygget. Én grund til at forkaste polisstrukturen som forbillede er, at en stor del af ”arbejdsdelingen” faktisk var overladt til slaver, således at de voksne, athenske mænd kunne leve et liv i overensstemmelse med det gode. Dette tyder altså på, at det selvforsynende ideal var svært at opnå som en fuldstændig lukket enhed, hvor alle mennesker samtidigt nyder den samme frihed. Derudover var en polis også politisk isoleret enhed, der ikke styredes højere oppe, som nyere byer gør. Det skal til sidst gøres klart, at den græske polis på ingen måde, er den første by, verdenshistorien er vidne til. Wolf Schneider skriver i sin ”Überall ist Babylon”, at polis faktisk slet ikke er nogen græsk opfindelse, men en babylonsk. Grunden til, at det ofte er den græske polis, der får den historiske opmærksomhed kan skyldes, at der med opblomstringen af bystaterne i Grækenland samtidig skete en opblomstring af litterær, filosofisk og historisk virksomhed, som har efterladt eftertiden med omfattende kildemateriale. I forhold til byhistorisk forskning er det dog interessant at notere sig, hvordan vi gennem tænkere som Aristoteles får et blik for nogle basale, menneskelige grunde til, at vi samler os i fællesskaber som byer. Bydannelsen peger hos Aristoteles på det enkelte menneske, men det enkelte menneske som en del af noget større. Og det skal ikke forstås so
Arbejdere

Sporarbejdere i København ca. 1910. Kilde: Royal Library, Copenhagen

m noget filosofisk hokus pokus, men meget bogstaveligt. Skomageren har gavn af slagteren, som har gavn af mureren, som har gavn af bryggeren osv. At arbejdsdeling er et af de centrale aspekter af byen, finder vi også i noget af det arbejde, som Dansk Center for Byhistorie arbejder med i øjeblikket. Vi arbejder med projektet ’Mapping Copenhagen 1880-1923’, hvor vi er i gang med at kortlægge københavnernes erhverv og stillingsbetegnelser i perioden. Noget der falder i øjnene ved dette arbejde, er den diversitet i erhverv som man ser. Der er om noget tale om en arbejdsdeling – der er alt fra æbleskivebagere til sølvsmede og arkitekter til kuske.

Alt dette skal ses som en brik i dét puslespil, det er at forstå urbaniserings historie – ikke nødvendigvis en afgørende brik, men én, der passer ind i det store billede. Polis er et sted i verdenshistorien vi kan slå ned og kigge på en bestemt form for bydannelse, som samtidigt besidder noget filosofisk substans, der siger noget om hvorfor mennesker overhovedet samler sig i enheder som byer. Derfor er det interessant i et byhistorisk perspektiv.

Videre læsning:
Aristotle ”Politics”, Dover Thrift Editions, Dover Publications, 2000 (God og billig udgave til omkring 50 kroner)
Kunne man tænke sig at vide mere om den oldgræske filosofi er Karsten Friis Johansens ”Den Europæiske Filosofis Historie – Antikken” (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1998) et godt sted at starte. Selvom den er over 800 sider, fungerer den snildt som opslagsværk.

Om Chris Lerche

Som praktikant vil min funktion på centret først og fremmest være at assistere det arbejde, der ligger i det store kortlægningsprojekt ’Mapping Copenhagen 1880-1923’. Der skal udarbejdes en metode til bedst at kategorisere en masse forskellige stillingsbetegnelser, så man bedst kan arbejde med materialet; så man kan få et billede af, hvilken by København var på tidspunktet, hvordan flytter folk sig på den sociale rangstige og hvilke erhverv der er store og vigtige etc. Samtidig skulle dette også gerne kunne bruges til at pege udad og bidrage til den omtalte urbaniseringens historie. Derudover kommer jeg til at skulle styre nærværende blog, både med indlæg af filosofisk art, men også i form af invitationer til ledende forskere på by-området. Derfor er man meget velkommen til at kontakte mig eller Mikkel Thelle, hvis man har en god idé til et indlæg. Man kan også, hvis der er en bog, man har lyst til at anmelde (som har byhistorisk relevans) skrive til os og få et gratis anmeldereksemplar til gengæld for en anmeldelse på siden her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *