Anmeldelse: Arabiske storbyer i Det Osmanniske Rige
De tårnhuse, Carsten Niebuhr var fascineret af, fra Sana i Yemen. Fotografi: Hans Munk Hansen. Findes i bogen
Under sin rejse gennem Orienten 1761-67 aflagde Carsten Niebuhr besøg i en lang række store og små byer. Dér gjorde han iagttagelser om alt fra bebyggelsesstruktur, handelsnetværk og religiøse mindretal til lokalbefolkningens hovedbeklædning og musikinstrumenter. Indtrykkene blev nedfældet i en dagbog, og efter hjemkomsten skrev Niebuhr en længere rapport om de videnskabelige resultater. På grundlag af disse tekster har jeg for nylig publiceret en artikel om Niebuhrs syn på kulturmødet mellem europæere og arabere. Artiklen indgår i antologien ”The City in the Muslim World” – en bog om vestlige rejseberetninger om byer i den muslimske verden fra middelalderen til det 20. århundrede.
Da jeg skrev min artikel, ærgrede det mig, at jeg ikke havde kendskab til en samlet fremstilling om de arabiske byers historie på Niebuhrs tid. Men nu foreligger en sådan bog på dansk. Det er en oversættelse af nu afdøde André Raymonds ”Grandes villes arabes à l’époque ottomane”, som udkom i 1985. I forordet til den danske udgave beskrives dette værk som kulminationen af Raymonds mangeårige bygningsundersøgelser og arkivstudier.
Det er da også byernes fysiske udformning – herunder gadenet, kvarterdannelse, erhvervsbygninger og boligtyper – der står mest i fokus i denne bog. Men Raymond har også givet en overskuelig, men samtidig detaljeret og nuanceret redegørelse for den erhvervsmæssige udvikling, befolkningsgrupperne og de politiske og administrative organer i perioden ca. 1500-1800.
Geografisk dækker han stort set hele den arabiske verden, men hovedparten af analyserne handler om forholdene i syv af de største byer, nemlig Algier, Tunis, Kairo, Damaskus, Aleppo, Bagdad og Mosul. Ved udgangen af 1700-tallet havde de fleste af disse byer 80-120.000 indbyggere, mens Kairo – Osmannerrigets næststørste by – skal have haft 263.000 beboere.
Til sammenligning kan nævnes, at kun tre europæiske byer (London, Paris og Napoli) havde mere end 300.000 indbyggere omkring 1800, og at der på dette tidspunkt boede 100.000 mennesker i København.
Det osmanniske rige har ofte fået en dårlig omtale i vestlig historieskrivning. Der er bl.a. blevet skrevet om en rigid kommandoøkonomi, administrativ ineffektivitet og manglende teknologisk udvikling. Raymond er ikke uenig i det sidste, men ellers giver han i store træk en positiv beskrivelse af udviklingen i de arabiske byer mellem 1500 og 1800.En af hans vigtigste pointer er, at selve eksistensen af den store og langvarige statsdannelse dannede baggrund for en betydelig intern vareudveksling. Dette var bl.a. til gavn for de to store handelsknudepunkter Kairo og Aleppo. Sidstnævnte havde dog også gennem århundreder haft en central rolle i handelen mellem Europa og Asien, men den blev endnu stærkere i 16-1700-tallet, fortæller Raymond. Niebuhr skrev da også indgående om handelen i både Aleppo og Kairo.
Raymond peger også på pilgrimsfærden til Mekka som en vigtig handelsfremmende aktivitet. Hvert år fik Kairo besøg af 30-40.000 afrikanske pilgrimme, mens 20-60.000 fulgte den syriske karavane gennem Damaskus. De mange mennesker havde naturligvis brug for mad og rejserekvisitter, og denne efterspørgsel skabte grobund for en helt ny bydel med mange basarer i Damaskus.
De yemenittiske tårnhuse på 5-10 etager fascinerede Carsten Niebuhr, da han så dem i 1760’erne. Mange af husene ligger der stadigvæk. Raymond nævner dem som eksempel på en boligtype, der på enhver tænkelig måde adskiller sig fra det klassisk arabiske gårdhus. Niebuhrs tegning fra 1774 ses bl.a. i Jørgen Mikkelsen: Cultural encounters between Europeans and Arabs. Carsten Niebuhr’s reflections on cities of the Islamic world (1761-67), in: Mohammad Gharipour and Nilay Özlü, eds.: The City in the Muslim World, 2015.
Et andet væsentligt emne, som behandles flere steder i bogen, er osmannernes decentrale styreform. Mange lokale magthavere rundt om i riget havde en betydelig grad af selvstyre. Centralregeringen i Istanbul krævede blot, at de deltog i de militære felttog og betalte den årlige tribut til statskassen. Man kan derfor nærmest betragte det osmanniske rige som et slags ”commonwealth”, skriver Raymond.
De religiøse mindretal fik også lov til i meget høj grad at ordne deres interne anliggender uden myndighedernes indblanding. Generelt udviste osmannerne en betydelig tolerance over for både kristne og jøder, og Raymond bemærker da også, at en del jøder flygtede fra Europa til Nordafrika pga. forfølgelser i deres hjemlande. Andre jøder og kristne (især grækere og armeniere) slog sig ned i arabiske storbyer for at udnytte de gunstige økonomiske muligheder disse steder.
Hvad angår bebyggelseshistorien, er der særligt grund til at fæstne sig ved Raymonds klare skelnen mellem ”de offentlige” og ”de private” bydele. Førstnævnte, der bl.a. rummer basarer og moskeer, har ofte lige og brede veje. Beboelseskvartererne har derimod traditionelt været kendetegnet af smalle og krogede gader, der meget ofte ender blindt. De fine og detaljerede bykort bagi bogen giver et glimrende indtryk af, hvor labyrintisk en arabisk by kan være. Det fremgår også, at de blinde gader har udgjort mellem 41 og 52% af det samlede gadenet i Aleppo, Damaskus, Kairo, Algier og Fez.
Manglen på gennemkørselsveje giver disse kvarterer et lukket præg. På Niebuhrs tid blev dette forstærket af, at de få gader, der førte ind til et kvarter, ofte blev lukket om aftenen – dog således, at en portvagt kunne give beboere i kvarteret lov til at passere. Man kan opfatte dette ”som et logisk udtryk for tendensen til at holde familielivet adskilt fra byen”, skriver Raymond, som også giver en interessant redegørelse for, hvordan livet kan forme sig i et sådant kvarter. Her er det en vigtig pointe, at kvarteret er ”så tilpas afgrænset et samfund, at man kan opretholde de indbyrdes personlige relationer og udøve social kontrol.”
Raymonds bog er stofmættet og tankevækkende. Den peger på mange generelle træk for arabiske byer i den osmanniske tid, og en del af dem kan genfindes i nutidens arabiske byer. Men der er også advarsler mod generaliseringer. En af dem gælder boligtyper. Her peger Raymond på, at det klassiske ”indadvendte” gårdhus med en prunkløs facade, men en smuk indre gård, bestemt ikke har været enerådende i den arabiske verden. For det første har masser af folk fra middel- og underklassen boet i huse uden gård. For det andet findes der faktisk visse steder huse med veludsmykkede facader. Som markante eksempler på det sidste nævnes de såkaldte tårnhuse i Sanaa og flere andre yemenitiske byer, hvor der både kan være mange slags vinduer og et væld af ornamenter på en husfacade. Denne byggestil stammer tilbage fra tiden før Islam, og i antikken var den udbredt i store dele af Middelhavsregionen, skriver Raymond.
André Raymond: Arabiske storbyer i Det Osmanniske Rige. Oversat af Pernille Bramming, med fotografier af Hans Munk Hansen. Forlaget Vandkunsten, København 2014. 366 s., ill. ISBN 978-87-7695-237-2.