Byudvikling, Historie, Kultur, Kulturhistorie

“En forvirret, brusende larm af liv” – et københavnsk lydunivers anno 1892.

På en ganske almindelig hverdag står omkring 100.000 passagerer af og på deres tog på Københavns Hovedbanegård. Hovedbanegården og området omkring Bernstorffsgade/Vesterbrogade udgør i dag det lydlige bagtæppe for mange menneskers møde med hovedstaden; menneskemylderet, busser, der næsten kører i konvoj ad Bernstorffsgade, pibende bremser fra de stimer af cyklister, der dannes ved hvert lyskryds og de høje hvin fra Tivolis besøgende.

Det var det samme område af København, man ankom til i slutningen af det 19. århundrede. Dengang lå banegården dog lidt nord for Vesterbrogade, omtrent hvor biografen Palads ligger i dag. Men hvilket København var det, de rejsende mødte dengang? Og hvad var det, de hørte? Det vil jeg i dette blogindlæg undersøge med afsæt i forfatteren Gustav Wieds “Københavnske Akvareller,” som blev bragt i dagbladet København 11. december 1892. Wied, der selv var opvokset på Lolland og derfor kendte til at ankomme til byen for første gang, beskriver sanseligt ankomsten til København via banegården. Det litterære og stiliserede tidsbillede er interessant i en lydhistorisk sammenhæng, fordi teksten i særdeleshed beskriver de sansemæssige indtryk, man blev mødt af ved ankomsten til byen. I lydhistorien, der stadig er et forholdsvist nyt forskningsfelt herhjemme, undersøger man, hvordan fortiden lød. Både konkrete enkeltlyde og de sammenhængende lydbilleder eller lyduniverser, men også i en sansehistorisk kontekst – altså hvordan lydene blev opfattet af de, som hørte dem.

Raymond Murray Schafer, en foregangsmand inden for det lydhistoriske felt, introducerer med begrebet soundscape (afledt af landscape) en analysemodel til at arbejde med fortidens lyde. På dansk bruges betegnelsen lydunivers. Et lydunivers er afgrænset i tid og rum og har sine egne specifikke lyde, der gør det muligt at skelne det fra andre lyduniverser. Schafer argumenterer for, at verdens lyduniverser udvikler sig mod en stigende kompleksitet. Vi går fra såkaldte hi-fi lyduniverser, hvor enkeltlyde kan vandre langt og ganske let differentieres fra hinanden, mod lo-fi lyduniverser, hvor lydene enten flyder sammen eller kun optræder helt lokalt. Byens lyduniverser har dog altid været kendetegnet ved at være af en højere kompleksitet end landlige lyduniverser. Dette skyldes den højere koncentration af mennesker, bygninger, håndværkere, institutioner osv. Men byens lyde – og ikke mindst deres betydning – har ændret sig gennem historien. Gustav Wieds beskrivelse af ankomsten til København giver et indblik i netop dette.

Københavns anden banegård fra 1864 lå nord for Vesterbrogade, nogenlunde hvor biografen Palads ligger i dag. Banegården var i brug indtil 1911, hvor den nuværende Københavns Hovedbanegård åbnede. På billedet ses de mange drosker, der holdt klar til at modtage de rejsende, og som må have fyldt betragteligt i lyduniverset omkring banegården. Foto: Københavns Museum.

Ankomsten til København

Kompleksiteten af det københavnske lydunivers, som beskrives af Wied, er da også næsten til at høre:

Lokomotivet peb, og Toget gled ind under Hovedbanegaardens høje, hvælvede Tag og ind foran Peronen.

– København! København! København! skreg konduktøren, medens Spildedampen hvæsede ud til begge Sider af Lokomotivet, og Bremsevognene rystede og dirrede og kildrede Passagererne, saa at nogle Smaadamer paa tredje Klasse fik Krampelatter.

Fløjdørene ind til Ventesalen sloges op. Fædre og Mødre, Onkler og Teater, Venner og Veninder strømmede ud. Dragerne kom raslende med deres Vogne, Vagondørene smældedes tilbage, og de Rejsende entrede ned. […]

Dragerne kom kun langsomt af Sted med deres smaa, lavhjulede Pakvogne og raabte: varsko-o! varsko-o! k hvert andet Sekund.

– Gud, hvor er Sofie blevet a’! skreg en lang, sortklædt Dame med energiske Ansigtstræk og et Barn ved hver Haand. – Du kunde da ogsaa gærne se lidt efter Børnene, Herman!

Lokomotivets lyde og de lyde, som mennesker fremkaldte ved at interagere med hinanden og bevæge sig rundt på perronen har domineret lyduniverset på Banegården. Særligt mængden af mennesker på samme sted, har været kendetegnende for banegården, og man kan forestille sig, at det var noget, som især nytilkomne fra landet overvældedes af. Den samtidige læge Knud Pontoppidan skriver i 1886 om tidens nervøsitet, neurastenien, der ifølge ham i høj grad skyldtes de mange impulser, som man mødte i byen. Eller som her ved ankomsten på banegården, for den som var vant til en roligere tilværelse på landet: “For den, der er vant til det sidste, gjør Forvirringen og Uroen, Synet af de ilsomt passerende Mennesker og Larmen af de forbifarende Vogne et ligefrem fortumlende Indtryk.” Mødet med hovedstaden kunne altså opleves som stressende – i særdeleshed for den utrænede rejsende. Weids beskrivelse af banegården er dog snarere præget af fascination end overvældethed, hvilket kan ses i relation til hans eget udgangspunkt som en forfatter, for hvem det moderne København udgjorde et interessant stofområde.

Vesterbrogade som den moderne bys hovedpulsåre

Wied afslutter sin tekst om ankomsten til København uden for banegården:

Men ude fra Vesterbrogade lød Støj og Raslen af Sporvogne og Omnibusser og Ringen af Klokker og Klirren af Bjælder – Latter og Fodtrin og Stemmer og Raab og Skrig og Hundegøen og Hestetrampen! En forvirret, brusende Larm af Liv, et æggende, pirrende Opraab, en kaglende Kalden af det København, som aldrig sover.

Vesterbrogade var i slutningen af det 19. århundrede blevet en vigtig ankomst- og forlystelsesscene i det moderne København. Her er det sporvognene og omnibussernes raslen, klokker og bjælder, der ringer, som dominerer lyduniverset. Lyden af heste og hunde er også fremtrædende hos Wied. Dyr var endnu på dette tidspunkt en integreret del af bybilledet og dermed også lyduniverset, hvilket klart adskiller det historiske lydunivers fra nutidens, hvor den motoriserede trafik dominerer. Lydene frembragt af mennesker; fodtrin, råb, og snakken udgør også en central del af Wieds beskrivelser af Vesterbrogade, ligesom det gjorde på banegården. Samtidigt vidner snakkens fremtrædende rolle i lyduniverset om, at byen dengang endnu var mere lo-fi end i dag. Det var faktisk muligt, midt i vrimlen af mennesker, spor- og hestevogne, at enkeltlyde stak frem, og man kunne høre, hvad folk talte om. Står man i dag foran Hovedbanegården på en hverdag i myldretiden skal man meget tæt på det enkelte menneske eller mennesker skal råbe højt, hvis ikke deres stemmer skal drukne i lyden af trafikkens motorer og dæk mod asfalt.

Vesterbrogade: monument, mindesmærke 
Vesterbros Passage med Frihedsstøtten, 1893. Gaden var omdøbt til Vesterbrogade i 1874, men det tidligere navn var almindeligt brugt indtil det 20. århundrede. Hestevognene blander sig med menneskemylder og sporvognstrafik. Foto: Københavns Museum, kbhbilleder.dk

Byens uønskede lyd

Wieds beskrivelse af det lydunivers, som mødte de nyankomne, er overvejende positivt. Det er præget af en fascination af lydene fra den hektiske og moderne tilværelse. Det var dog ikke nødvendigvis alle i det sene 1800-tals Europa, der så lige positivt på byens “brusende Larm af Liv”. Lydhistorikerne Peter Payer og Karin Bijsterveld argumenterer for, at man allerede i begyndelsen af 1800-tallet oplevede en øget sensibilitet overfor (visse af) byens lyde. Det var særligt pøblens og massernes lyde og lydlige udtryk, der ikke blev tolereret, snarere end de lyde, der var forårsaget af den teknologiske udvikling, altså jernbaner, sporvogne og larm fra fabrikker. Wieds positive vurdering af industrialiseringens lyde, peger derfor også i retning af, at lydenes konnotationer af at være enten ønskelige eller genererende ikke kun afhang af lydstyrke. De afhang i lige så høj grad lytterens egen sociale position, af lydenes betydning for og bidrag til byens udvikling og af forståelsen af, hvilken by København skulle være.

En anden forskel på den nyankomnes fascination af byens lyde og den samtidige sensibilitet overfor dem kan også belyses på baggrund af Schafers forståelse af støj, som de lyde, vi har lært at ignorere, eller i hvert fald ikke aktivt lytter til.  I Gustav Wieds “Københavnske Akvareller” præsenteres byens lyde som endnu nye for subjektet, og de er derfor fascinerende. For byens beboere var det derimod et ganske velkendt lydunivers, som man ikke aktivt lyttede til, hvorfor det måske blot blev betragtet som en generende baggrundsstøj, der forplumrede de lyde, man gerne ville høre.

Mødet med Københavns lydunivers har, ved ankomsten til byen i slutningen af det 19. århundrede, været en overvældende oplevelse for mange. Den særlige kompleksitet i lyduniverset, som både var udgjort af jernbanen og sporvognene, men i særdeleshed også af byens store menneskemængder, har været særlig kendetegnende for det lydunivers, man blev mødt af. Hvilken betydning, man tillagde lyduniverset, afhang dog af hvilke ører, der hørte det.

Litteratur:

K. Andersen: Lydhistorie – et ”overhørt” felt i dansk byhistorie, Blog, Center for Byhistorie, 2017.

Karin Bijsterveld: “The Diabolical Symphony of the Mechanical Age: Technology and Symbolism of Sound in European and North American Noise Abatement Campaigns, 1900-40”. Social Studies of Science 31, nr. 1 (2001): 37–70.

Peter Payer: “The Age of Noise: Early Reactions in Vienna, 1870—1914”, Journal of Urban History 33, nr. 5 (2007): 773–93

Knud Pontoppidan. Neurasthenien:  Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet., 1886.

Richard Murray Schafer: The Soundscape. Our Sonic Environment and the Tuning of the World, Vermont 1977/1994.

Gustav Wied, “Københavnske Akvareller,” København, 11. december, 1892, s. 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *