Generelt

Lydhistorie – et ”overhørt” felt i dansk byhistorie

Fortiden er tavs. Eller det er den indtil Thomas Edisons tid, hvor bl.a. hans opfindelse af fonografen gjorde det muligt at optage lyd. Tiden før det sene 1800-tal er indhyllet i larmende tavshed. Men det betyder ikke, at høresansen ikke havde betydning for menneskets tilværelse. Mennesket, dets socialitet og aktivitet er uløseligt forbundet til lyde, og hvor mennesker er koncentreret, er lyde koncentreret. Eksempelvis har lydniveauet altid været en forskel på land og by: Hvad der gør en by, er et omdiskuteret spørgsmål, men spidses ørerne, ved man som regel, om man er i en by eller ej. Det er antagelser som disse, den såkaldte lydhistorie tager afsæt i.

Lydhistorie, som dette blogindlæg giver en kort introduktion til, er så ung en retning i forskningen, at der ikke foreligger udbredte teorier eller metoder, og flere stiller sig da også kritiske overfor, hvorvidt lydhistorie overhovedet er noget, som historikere bør beskæftige sig med. Lyd er modsat vores traditionelle kildemateriale et immaterielt og diffust stof, hvorfor historikeren selvfølgelig bør udvise forsigtighed, når hun/han bevæger sig ind på dette felt. I en interdisciplinær ramme udgør lydhistorien en del af det voksende felt, der arbejder med sound studies, hvor vi bl.a. møder antropologer, medieforskere, psykologer og repræsentanter for musikforskningen. For historiefagets vedkommende er lydhistorie en del af det kulturhistoriske felt, hvor lydhistoriske analyser placerer sig nær den relativt nye interesse for følelsernes og sansernes historie. Men lydhistoriske analyser kan også berige den byhistoriske forskning.

Raymond Murray Schafer – en mulig teoretisk-metodisk vej  

Den canadiske komponist og forsker Raymond Murray Schafer har været en bannerfører inden for sound studies. Med bogen The Soundscape (1977) introducerede Schafer soundscape som en terminus technicus; en analogi til begrebet landscape, der let lader sig oversætte til dansk. Anderledes forholder det sig med soundscape. En direkte oversættelse, ”lydskab”, rammer lidt ved siden af. Den norske historiker Frank Meyer, der er en pioner for lydhistorien i Skandinavien, har foreslået at oversætte soundscape til ”lydunivers” i tråd med Schafers definition af soundscape som ”any acoustic field of study”. Vi taler altså om et akustisk rum, der kan afgrænses i tid og sted. Eksempelvis kan der på et makroniveau arbejdes med en konkret bys lydunivers, og på mikroniveau kan f.eks. arbejdes med en gade, et kvarter eller endnu mindre enheder.

Raymond Murray Schafers bog fra 1977 hvor han bl.a. introducerede begreber, teorier og metoder, som anvendes i såkaldte sound studies.

I et la longue durée-perspektiv er Schafers distinktion mellem hi-fi- og lo-fi-lyduniverser af særlig interesse for historikeren. I førstnævnte høres enkelte lyde klart, og de kan let skelnes fra hinanden, mens lydene i et lo-fi-lydunivers generelt flyder sammen. Eksempelvis er det mere hi-fi på landet end i byen, og nutiden er mere lo-fi end fortiden. Ifølge Schafer har mennesket i løbet af historien bevæget sig mod et mere komplekst lydunivers, fra hi-fi til lo-fi. Udviklingen eskalerede i 1800- og 1900-tallet, hvor især industrialisering og urbanisering bidrog til at skabe nye lo-fi-lyduniverser, som kom til at forme mennesket.

Ønsker historikeren at arbejde med lydhistorie, f.eks. med afsæt i de teoretisk-metodiske veje Schafer har udstukket, må hun/han arbejde med fagets traditionelle empiri. Kort og lidt forsimplet sagt må man søge efter ”høre- eller ørevidner” i sit materiale, dvs. mennesker der har førstehåndskendskab til et givent historisk lydunivers, og som har skrevet herom. Disse informationer kan imidlertid ikke stå alene. De må suppleres med studier af det miljø, som et ”hørevidne” var en del af eller andet teoretisk arbejde. Alternative kildegrupper kan imidlertid også inddrages. Bl.a. forsøg på at rekonstruere historiske lyduniverser eller konkrete elementer heri, hvilket bl.a. er blevet gjort i eksperimental arkæologi og i museale sammenhænge.

Ansgars kirkeklokke – et nyt lydunivers i 800-tallets Hedeby

Det første eksempel på ”hørevidner” i danmarkshistorien findes i missionæren Ansgars helgenberetning, Vita Anskarii, fra omkring år 870, der bl.a. beretter om Ansgars mission i Hedeby. Ansgar og flere af de præster som under hans supervision missionerede i Norden, var ”hørevidner” i Hedeby. Det ses ved en beretning om, at danske kong Horik tillod Ansgar at bygge en kirke i Hedeby, og at en klokke måtte ringe i kirken, selvom byens hedninge ikke brød sig om lyden.

Gengivelsen af beretningen om kirkeklokken i Hedeby i Claus Deleurans Illustreret Danmarkshistorie for folket, her i en oversættelse til engelsk.

Følges Schafers teoretisk-metodiske veje, var de naturlige lyde den grundlæggende del af Hedebys lydunivers. F.eks. havet, vinden, fugle og husdyr udgjorde klangbunden i byens lydunivers. Derudover var der alle de lyde, som byens indbyggere bidrog med, når de talte sammen, skændtes eller arbejdede. Især lydene fra byens smedeværkstæder må have fyldt i lyduniverset. Koncentrationen af lydene i denne kategori må have adskilt stedet fra landsbyer, stormandsgårde og sæsonbetonede handelspladser i 800-tallets Danmark. Dertil kom nu kirkeklokken.

Det er desværre uklart, hvor Ansgar byggede sin kirke. Måske lå den nord for byen, hvor St. Andreas kirke blev opført ca. år 1200. Det er også uklart, hvilken type klokke der var tale om, men givetvis mindede Ansgars klokke om den kirkeklokke, man har fundet i havnen i Hedeby, og som sikkert stammer fra 900-tallet. Uanset hvor kirken blev placeret og uanset klokkens typologi, må det formodes, at lyden af klokken kunne høres på lang afstand. Hedeby var et hi-fi-lydunivers, og selvom klokken var relativt lille, må den have domineret lyduniverset i byen.

Kirkeklokke fundet i Hedeby. Den 54 cm høje klokke er nok fra 900-tallets anden halvdel, og er således det ældste eksempel på en kirkeklokke fundet i Norden. Den originale klokke kan ses på Wikinger Museum Haithabu. Klokken er blevet rekonstrueret, og dens lyd kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=nxnUO-UhfoE.

For de kristne i Hedeby symboliserede lyden af en kirkeklokke det gode. Klokken skulle først og fremmest samle den kristne menighed til bøn, men når den ringede, var det også en fysisk og symbolsk manifestation af, at kristendommen nu var tilladt i byen. For hedningene i Hedeby var kirkeklokkens lyd derimod støj, der kan defineres som uønskede lyde. De må have oplevet den nye altoverdøvende lyd som et symbol på både en ny tid og en trussel mod deres verden. Kirkeklokken symboliserede således en grænse mellem in- og ekskluderede.

Ansgars mission i Hedeby var ikke videre succesfuld. Han – og siden andre missionærer – oplevede megen modstand, før kristendommen var blevet den dominerende religion i Danmark. Men sammen med andre begivenheder, f.eks. Harald Blåtands dåb ca. 965, var Ansgars arbejde en af de faktorer, der bidrog til kristendommens glidende indførelse. Først i 1100-tallet var en pastoral kristendom fuldt implementeret i Danmark, og kirkeklokker ringede over hele landet fra mere end 2000 kirker. På denne tid var der i en by som Lund, hvor det danske ærkesæde lå, ca. 22 kirker og et tilsvarende antal klokker, der selvfølgelig har domineret byens lydunivers.

Netop i 800-tallets Europa begyndte kirkeklokkerne at lyde over et Europa, hvor byudviklingen igen tog fart, efter at have befundet sig i en bølgedal siden Det vestromerske Riges kollaps i 400-tallet. Klokker ringede selvfølgelig også på landet fra landsbykirker og landklostre, men i byerne bimlede og bamlede klokkerne højest. Tidligere havde klokker også indtaget en vigtig rolle i kristendommen, men netop på Ansgars tid eskalerede udviklingen. Det ses bl.a. også af samtidige beretninger fra byen Cordoba på den Iberiske halvø, hvor kristne og muslimer levede side om side. Da de kristne i midten af 800-tallet fik tilladelse til at anvende kirkeklokker, kom de i konflikt med mullahernes kalden til bøn, hvorfor der opstod problemer mellem de to grupper i byen.

Lydhistoriens potentiale i den byhistoriske forskning

Studier af fortidens lyduniverser giver mulighed for at tilføje en hidtil overset dimension til byhistorien. I dette blogindlæg er det illustreret ved det første eksempel i danmarkshistorien på en kortfattet beskrivelse af et urbant lydunivers, men der kan ikke være tvivl om, at lydhistorien også vil kunne supplere byhistoriske problemstillinger i andre historiske periode. Alle såvel fortidige som nutidige sociale miljøer har en særlig akustisk kulisse, der har bidraget til at forme de mennesker, der både levede i og bidrog til lydene omkring dem. Det gælder særligt i urbane sammenhæng, hvor lyduniverset især altid har adskilt sig fra det landlige. Mister vi ikke en vigtig dimension af byhistorien, hvis vi overhører (Sic!) lydhistorien?    

Litteraturforslag

John H. Arnold & Caroline Goodson, “Resounding Community: The History and meaning of Medieval Church Bells”, Viator 43:1 (2012), 99-130.

Hans Krongaard Kristensen & Bjørn Poulsen, Danmarks byer i Middelalderen, Aarhus 2016.

Frank Meyer, “Gjennom lydmuren! Internasjonal forskning om historiske klangunivers og lyden i historien”, (Norsk) Historisk Tidsskrift bd. 94 (2015), 357-382.

Richard Murray Schafer, The Soundscape. Our Sonic Environment and the Tuning of the World, Vermont 1977/1994.

Hillel Schwartz, Making Noise. From Babel to the Big Bang & Beyond, New York 2011.

Björn Magnusson Staaf, ”For whom the bell tolls”, i: Current Swedish Acrhaeology, vol. 4,1996, s. 141-155.

F. Uldall, Danmarks Middelalderlige Kirkeklokker, København/Højbjerg 1906/1982.

Om Kasper H. Andersen

Videnskabelig Assistent, Dansk Center for Byhistorie og danmarkshistorien.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *