”Et Somalisk Hjem i Danmark 2016” er en udstilling i Den Gamle By, der åbnede marts 2016 og står indtil videre frem til november 2017. Den ligger i Den Gamle Bys kommende Dronning Margrethes Gade ovenover jazzværtshuset Bent J, en gade der endnu ikke er etableret, kun navngivet. Om nogle år kommer gaden til at rumme hjem og virksomheder anno 2014.
Det somaliske hjem er netop et eksempel på, at samtiden har fundet vej ind på museerne. Udstillingen er indrettet som en moderne dansk-somalisk lejlighed anno 2016 og med to tilstødende formidlingsrum, der formidler baggrundsinformationer om Somalia, somaliere og deres historie.
Brugerinddragelse har mange fordele
I Den Gamle By er vi ikke uvant med at samarbejde med informanter, der bidrager til den konkrete fortælling. 1970’er kvarteret er stadig under opførelse, og her er langt hovedparten af udstillingerne opført i samarbejde med konkrete personer, baseret på deres erfaring og erindring. Det har vist sig at være en stor styrke i formidlingen. Udstillingerne emmer af personlighed, og er man gammel nok, så oplever man tilligemed gennem sit eget ’hukommelsesfilter’. 1970’erne bliver herved lyslevende og relevante. En oplevelse publikum gerne deler med andre. Resultatet er, at publikum bliver eksperter i eget liv, og de påtager sig gerne guiderollen over for andre, der ikke er gamle nok til selv at have oplevet tiden.
Når forbindelsen til borgerne går den anden vej
I hjørnelejligheden over Bent J er det ikke erindringen, der har skabt udstillingen, men virkeligheden som den blev indfanget i det tidlige forår 2016. Var det ikke for en gruppe somaliske kvinder, var den aldrig blevet til noget. Udstillingen er nemlig udviklet og etableret i et tæt samarbejde med seks kvinder med somalisk baggrund, primært bosiddende i bydelen Gellerupparken vest for Aarhus. En henvendelse fra kvinderne til museet satte det hele i gang: De ville gerne, gennem en lejlighed, formidle herboende somalieres liv, nuanceret og reelt, frem for det ofte negative billede som pressen præsenterer. De så museet, der handler om danske hjem i byen til alle tider, som en velegnet ramme for deres ide. Ved at give adgang til deres hjem – via museet – var målet og håbet, at åbne øjnene hos danskerne, så den nuancerede virkelighed trådte i forgrunden.
Ved åbningsfesten i marts 2016 blev dette billede taget af kvinderne i stuen i Somalisk Hjem. Fra venstre ses: Shamso, Hamila, Deeqa, Ilham, Hanaan og Hamila. Foto: Den Gamle By, 2016.
Somalierne er den tredjestørste gruppe af nydanskere i Aarhus, så ud fra et bymusealt perspektiv gav det mening at vise dansk-somaliernes liv i konteksten af hele Den Gamle By. Samtidig bliver man rent ud sagt stolt, når byens borgere i den grad tager museet til sig, og kan se sig selv i det. At være museum for aarhusianerne blev gennem kvindernes henvendelse meget konkret.
Sådan blev udstillingen ”Et somalisk hjem” til
En bevilling fra Bikubenfonden betød, at projektet kunne sættes i gang. Seks kvinder og to ansatte fra museet (en antropolog og en historiker) dannede en projektgruppe, der indledte arbejdet med at fotodokumentere en række dansk-somaliske hjem. Denne dokumentation dannede rammen for det videre indsamlingsarbejde af genstande til hjemmet. Indsamlingsevents, stemmen dørklokker, indkøb med videre blev fundamentet i arbejdet, der i videst muligt omfang er gennemført af kvinderne selv. Dokumentationen og deres egne erfaringer blev også afsættet for den fortælling, som kvinderne konstruerede omkring sosu-assistenen Aisha og hendes fire børn, der skulle ”bo” i lejligheden.
I forbindelse med indsamlingen af genstande til Somalisk Hjem planlagde kvinderne et indsamlingsevent. Her kunne personer fra det somaliske miljø i Aarhus komme og aflevere genstande, de ikke længere brugte eller som de ønskede at donere til udstillingen. Foto: Den Gamle By, 2016.
Lejligheden blev klargjort af museets håndværkere efter kvindernes retningslinjer for valg af gulvbelægning, tapeter og loftsbelysning, men ellers har kvinderne været de udførende. Indsamlingen og indretningen skete rum for rum, hvor hver eneste detalje blev diskuteret. Registreringen fulgte museets vante måder, men blev tilrettet så kvinderne også kunne gennemføre denne del af museumsarbejdet.
Fortællingen om en ny begyndelse
I marts 2016 åbnede livsstilsekspert Anne Glad udstillingen, hvor hun gjorde opmærksom på en central pointe: Der er tale om et hjem, der på mange måder ligner andre danske hjem. Der, hvor det adskiller sig allermest, er i manglen på bohave med historie. Det er stort set fraværende. Pointen er, at somalierne, der kom i stort tal i 1990’erne, er flygtet fra deres hjemland uden mulighed for at medbringe ret meget af deres fortid. Derfor fylder IKEA godt op, og stort set alt er nyt. Så det udstillingen også fortæller er, at her er publikum vidne til en ny begyndelse.
Ved at indgå i et samarbejde med borgere om at formidle deres liv her og nu, har museet indfanget øjeblikket, både i form af aktuelle genstande og de fortællinger, der knytter sig til dem. Det er ikke erindringer, men dokumentation af nuet, der bliver udstillet. Det har vist sig som en styrke i forhold til gæsterne, der kan reflektere direkte over forskelle og ligheder med dem selv som direkte referenceramme.
Lædersofaen adskiller sig ikke fra andre danske hjem. Gardinerne er anderledes og mere overdådige end de i de fleste hjem. Samtidig skiftes de til højtider. Foto: Den Gamle By 2016.
Samtidig er der blevet indsamlet et repræsentativt bud på, hvordan dansk-somaliere indrettede sig i 2016 med henblik på fremtiden. Om 100 år vil fremtidens museumsfolk kunne få et godt indblik i netop dette, fordi det blev dokumenteret og samlet ind i tide.
Samtidsindsamling betyder nye roller til de museumsansatte
Brugerinddragelse giver mening i det museale arbejde. Når man arbejder med erindring som motor, risikerer man som museumsansat at påvirke informanternes udsagn med egne erindringer (”Jeg kan da sagtens huske, hvordan det var i 70’erne” til eksempel). Fordelen ved at arbejde brugerdeltagende med samtiden er, at det er en bid af virkeligheden man indfanger sammen med eksperterne i deres eget liv. For at kunne gøre det, kommer ens arbejde i højere grad til at handle om evnen til at facilitere processer og indgå i dialoger. I projektet ”Et somalisk hjem” fungerede kombinationen antropolog og historiker i projektgruppen rigtig godt. Læren heraf er, at det styrker museumsarbejdet, når der arbejdes med samtiden og inddrages andre fagligheder end de mere klassiske museumsfag.