I maj 2013 åbnede vi på Københavns Museum en udstilling, der på den ene side skulle give nyt liv til vores fine samling af personlige genstande fra filosoffen og københavneren, Søren Kierkegaard, der som bekendt havde rund fødselsdag samme år. På den anden side ville vi med udstillingen også gerne udforske, hvordan kærligheden så ud i København i dag og bad vores brugere om løbende at aflevere genstande til udstillingen. Ved at bruge Kierkegaards egne genstande og hans nuancerede tanker om kærlighedens væsen som udgangspunkt udpegede vi ni former for kærlighed, som brugerne kunne skænke genstande og deres tilknyttede historier til. Kærlighed til hjemmet (herunder også slægten), Faderskikkelser, Ægteskab og Moderskab, Forelskelse, Bruddet, Selvkærlighed, Næstekærlighed, Venskab og Kærligheden til en afdød. Udstillingen var som det ses af dette billede opbygget som en form for Stonehenge. En stram struktur af montre med en yderside og en inderside, der skarpt adskilte Kierkegaards genstande og ord fra brugernes. Men også tydeliggjorde, at genstandene på hver side af en montre hang sammen.
Inde i montrerne er nogle store skærme og foran hver montre en tablet, som både kan styre indholdet på de skærmene og fungere som registreringsredskaber, når brugerne indleverer deres genstande. Her kan de skrive, optage videoer og tage billeder af genstandene og sig selv. Tanken er at gøre brugerne mere direkte involveret i kurateringen af, hvordan deres genstande optræder i udstillingen og derigennem gøre dem til medskabere af en udstilling under løbende forandring.
Jeg vil i det følgende give nogle eksempler på, hvilke genstande brugerne har doneret eller udlånt til udstillingen, men allerførst kan det måske være passende at spørge, hvorfor et bymuseum skal indsamle genstande om kærlighed? Er kærlighed noget særligt urbant? Er det en relevant kategori i en museumssamling? Det mente vi. Ved at tage et så almentmenneskeligt emne op i en brugerinddragende udstilling, kunne museets eksisterende samlinger af Kierkegaard-genstande aktualiseres og gøres vedkommende for et bredere publikum. Og så forestillede vi os, at brugerne ville finde det ligeså interessant som os selv at udforske, hvordan kærlighedens materialitet ser ud i dag.
Museets samling af genstande, der har tilhørt Søren Kierkegaard, kombineret med hans tekster om kærlighedens mangeartede og komplekse væsen, var et godt udgangspunkt for at udforske kærlighedens væsen og materialitet i det 21. århundredes storby. I modsætning til de fleste andre genstande i museets samlinger, der især forhold sig til topografi, byrum, institutioner og virksomheder og sjældent rummer informationer om følelser og privatliv, var der i Kierkegaardsamlingen en række genstande, der rummede betydninger, der knyttede sig direkte til hans eget livs kærlighedsrelationer. Ikke mindst til Regine Olsen, selvfølgelig. Men også til hans forældre, hans yndlingsniece og få venner. Blandt nøglegenstandene var forlovelsesringen, som han skænkede til Regine og fik tilbage, da forlovelsen var brudt. Siden fik han ringen udvidet og diamanterne sat om i form af et kort, hvorefter han bar den resten af livet til minde om sin beslutning og den forpligtelse (til at skrive og ikke gifte sig), der fulgte med. Og piedestalskabet i mahogni, som Kierkegaard fik specialfremstillet af en snedker i Nørregade. Inspirationen var et udbrud Regine kom med i de sidste dramatiske måneder inden bruddet. Hun sagde, at hun ville blive hos Kierkegaard, om hun så skulle bo i et skab. Skabet er lavet med et stort hulrum og uden hylder, således at et menneske faktisk kunne være i det. I stedet brugte Kierkegaard det, som opbevaring for ting, ”som mindede mig om hende og hende om mig.” Bl.a. breve, nogle særligt fint indbundne udgaver af Enten-Eller, som han havde fået lavet til hende og til sig selv, hånddekorerede æsker og andre gaver, som hun havde skænket ham.
Ville københavnerne aflevere genstande med en lignende betydning til os? Og ville de fortælle deres historie om dem? En del københavnere ville i hvert fald. Siden åbningen har vi modtaget mere end 70 genstande, næsten alle med en betydningsladet historie. Det gælder f.eks. denne hjertesten, som Connie har udlånt til udstillingen. Hun fik den oprindeligt af sin mand, da de boede sammen i et hus på Lolland for mange år siden. Han havde selv fundet stenen og udhugget hjertet. Senere blev parret skilt og flyttede fra huset, og stenen, der lå i deres have, blev efterladt. Efter hendes eksmands død tænkte hun ofte på stenen og fortalte om den til sine børn, mens hun ærgrede sig over, at de havde efterladt den. En dag ringede det på hendes lejlighed på Nørrebro og udenfor stod en af hendes sønner med den i favnen. Han havde hentet den i deres gamle have, hvor den endnu lå. Connie siger selv, at når hun engang dør, vil hun gerne have stenen på sin grav.
Andre genstande er knap så symbolske, men hverdagsagtige brugsgenstande, der på en eller anden måde konstituerer en relation. Et vennepar afleverede f.eks. denne frisørsaks, der blev indkøbt da de for mange år siden var kærester. Selvom de brød med hinanden, ses de stadig, og Bolette klipper fortsat Martins hår med saksen. Saksen er således både knyttet til deres kærlighedsforhold, til bruddet og til det efterfølgende venskab, og kan trods sit ordinære udseende, tilføje en interessant fortælling om forelskelse, brud og venskab i København ved overgangen til det 21. århundrede.
Andre genstande har en særlig tilknytning til København. Det gælder f.eks. denne nøgle som en fyr har lavet til en pige, han flirtede med, da hun stod i baren på en café i Istedgade. Den er lavet i en låsesmed på Vesterbro, hvor han var i lære og rummer både et forvasket FCK-håndklæde, der er afleveret af en kvinde som et levn efter hendes afdøde svigerfar, der både var Kierkegaard-interesseret og glødende fodboldfan. En vistnok sjælden kombination, så selvfølgelig skulle det udstilles, syntes giveren. Også skiltet herunder, der blev afleveret under temaet Næstekærlighed knytter sig ret konkret til København. Det stammer fra en fabrik i Nordvest, der blev slumstormet i starten af 1970erne og blev doneret af en af de personer, der var med til aktionen. Her forholder genstanden sig til et særligt byrum og til handlinger, som af giveren blev opfattet som næstekærlige, fordi de prøvede at gøre noget ved manglen på boliger i byen under saneringerne i den periode.
Sidst, men ikke mindst gælder det denne køkkenbog, som Anne og Julie førte i den 2Vs lejlighed på Nørrebro, som de delte i 1980erne, da de var unge og lige var flyttet til København. I bogen findes alle mulige betragtninger om livet sammen med huskesedler, beskeder mellem veninderne og nogle af deres venners kommentarer, historier om fulde fyre, der var faldet i søvn og ved fælles hjælp måtte slæbes henover dørtrin i lejligheden og lignende eksistentielle overvejelser. Og så denne – væsentlige – diskussion om, hvor der skulle holdes nytår henne.
Anne, der var politisk engageret på venstrefløjen tog et års tid senere til Nicaragua, og Julie besøgte hende derovre. En aften, da de gik på gaden i hovedstaden Managua, blev de udsat for et væbnet røveri, hvorunder en af røverne skød og dræbte Anne for øjnene af hendes veninde. Dette har, som Julie siger, været en oplevelse, der prægede hende for livet, men ved at udstille bogen under temaet Venskab ønsker hun, at den skal minde om det gode og tætte venskab, der gik forud for denne tragiske begivenhed, og som bogen er blevet et symbol på.
Du kan læse mere om udstillingen og finde flere af brugernes og Kierkegaards genstande og deres fortællinger her: http://www.copenhagen.dk/dk/det_sker/udstillinger/sren_kierkegaard/den_virtuelle_udstilling
Jakob Parby.