En ny bog, ”Made in Aarhus”, fortæller by- og kulturhistorie på en journalistisk måde. Den fokuserer på 29 begivenheder, påfund og tendenser, som har sat Aarhus på Danmarks- og måske verdenskortet i anden halvdel af det 20. århundrede.
Den lille smilende OOA-sol, den gavmildt chokoladeovertrukne Magnum-ispind, føtex-kædens velsmurte selvbetjeningsbutikker og den landsdækkende havefest, Grøn Koncert. Alle fænomener, som sammen med kvinderock-gruppen Shit & Chanel, KaosPilot-uddannelsen og Koen Karoline har det til fælles, at de er opstået i Danmarks næststørste by, Aarhus, i perioden 1960 frem til i dag.
Over de sidste fem år har jeg som projektansat i Den Gamle By samlet viden og interviewet mennesker, som var med, da disse århusianske ideer blev født. De har fortalt om, hvilke vinde der blæste i samtiden, hvad de var oppe imod, og hvem der var fødselshjælpere for deres ideer. Man får indblik i tidens kønsroller, forbrugsmønstre, socialpolitik og musiktrends. Buketten af historier tegner et nyt portræt af hverdagslivet i Danmark i de sidste godt 50 år.
I ”Made in Aarhus” dykker jeg ned i nogle af de stærke århusianske vækstmiljøer og undersøger hvad, der skabte grobund for de ideer, som fik udbredelse langt ud over bygrænsen. For eksempel har ungdomsarbejdsløshed og den liberale beskæftigelsespolitik i 70’erne og 80’erne været med til at sætte fut i både museumsinitiativer, rockbands, musikmagasinet GAFFA, KaosPilot-uddannelsen og den politiske modbevægelse, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.
I bogen får man desuden fortællingen om, hvordan et par rødternede køkkengardiner i Højbjerg blev til Karolinekoen, et af dansk erhvervslivs mest succesrige eksport-brands. ”Made in Aarhus” kaster også lys over, hvem der fik ideen til den lille venlige nej-tak-sol, som atomkraftmodstandere over hele verden har taget til sig.
Kort sagt: ”Made in Aarhus” anlægger et anderledes perspektiv på Aarhus’ nyere historie og byens kreative iværksættere. Bogen er et journalistisk projekt, der især bygger på interviews med driftige århusianere. Deres beretninger om, hvordan det hele startede, har jeg så forsøgt at sætte ind i en beskrivelse af samtiden og de tendenser, der prægede den.
Bogen ”Made in Aarhus” er skrevet af journalist Dorte Søholm.
Den udkommer 3. november 2016. Bogen er på 240 sider, rigt illustreret, og den koster 228 kr.
”Made in Aarhus” udgives af Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med Den Gamle By, og bogen er Den Gamle Bys første bidrag til Europæisk Kulturhovedstad 2017.