Christian Ringskou er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og Dansk Center for Byhistorie, hvor han arbejder med i afhandlingen ”Købstaden og den unge by” om Ringkøbing og Skjerns historie i perioden 1880-1930. I dette blogindlæg vender Christian Ringskou byhistorien 180 grader og fokuserer på et af de få stræk af Danmarkshistorien, hvor byens rolle kun var ganske lille. I 1600-1800-tallet var Vestjylland karakteriseret ved kun at give rum til få og små byer, der ikke formåede at etablere sig som centralsteder med monopol på handel, håndværk og pengeøkonomi. Først med store omvæltninger i årtierne omkring 1900 voksede de vestjyske byer.
I et sammenlignende overblik over de mange nye små byer, der voksede frem i hele Danmark, og som almindeligvis betegnes som ”stationsbyer”, skriver Mette Ladegaard Thøgersen: ”I Ringkøbing Amt blev resultatet af de rurale byers fremvækst i højere grad et nyt og anderledes bysystem end det, der fungerede i 1840. Man manglede byer – og derfor var der god plads til de nytilkomne.” Denne formulering er både rigtig og forkert. Som dette blogindlæg analyserer, manglede Vestjylland nemlig ikke byer. Økonomien fungerede på andre præmisser. Men da en ny tids udvikling blev endnu mere gennemgribende i Ringkøbing Amt end i det øvrige Danmark, opstod rum, som nye byer udfyldte.
Et samfund uden byer
Den fattige vestjyske jord gav en bebyggelsesstruktur med enestegårde orienterede efter engene langs vandløb og dalstrøg. Vestjyden baserede sin bedrift på de næringsstoffer, han kunne tilføre sin ager fra engen og heden. Hedelandbruget var et ekstensivt koncentrationsagerbrug, hvor store arealer holdtes i en udpint tilstand for, at i sammenligning små agre kunne holdes i drift. Hedeegnene måtte derfor være tyndtbefolkede med beskeden infrastruktur.
Den vestjyske bondeøkonomi var ikke landbrug alene. Den inkluderede også produktion og håndværk. Fra fabrikation af hornskeer på Lemvig-egnen over hosebindingen på hedesletterne inde i landet til tilvirkningen af jydepotter i områderne omkring Varde var husflid eller binæring en central og integreret virksomhed, hvis værdier i det store og hele strømmede uden om byerne. Vestjylland var i kraft af den specialiserede studeeksport tidligt knyttet til et nordvesteuropæisk rum med centre i Nederlandene og Hamburg/Altona. Studehandelen var indtil 1788 kun tilladt for byernes borgere og for godsejere. I stavnsbåndsløsningens år blev den imidlertid givet fri, og en gruppe af tidligere fæstebondeslægter etablerede sig gennem 1800-tallet som en regional handelselite med udgangspunkt og udblik på landet, ikke i byen.
Et andet element, der svækkede de vestjyske købstæders udviklingsmuligheder, var de store halvårlige markeder, der for de flestes vedkommende afholdtes på landet. Landøkonomen I.C. Hald beskrev 1833, hvordan bønderne i det købstadstomme Hammerum Herred så hen til Gjelleruplund Marked som en fest. Her solgte de kvæg, heste, korn og ”Industrifrembringelser”, og af tilrejsende østjyske handlende købte de ”Kramvarer og Havesager”.
Nye tendenser: Hedeopdyrkning og andelsbevægelse
Men det skulle alt sammen blive anderledes. Allerede i 1700-tallet var man klar over, at hedejorden var sur, og at den ved tilførsel af mergel kunne bringes i en væsentligt mere frugtbar tilstand. Denne indsigt gav, hjulpet af kartoflens indførelse og senere også kunstgødning og læplantning, nye muligheder for mere intensivt landbrug og indtagelse af langt større arealer. I årtierne omkring 1900 gennemgik Vestjylland en økologisk revolution.
Den vegetabilske produktionen i Sønder Borris Sogn fordelt på fire landskabstyper (enhed: Arealenhed). Efter Kr. M. Jensen og Ruth Helkiær Jensen 1979 s. 71, 83 og 86.
Før denne overgang kunne gennemføres helt ud i det vestjyske landbrugs afkroge, måtte nye teknologiske og organisatoriske løsninger i forarbejdningen af bondens produkter tages i brug. Det første andelsmejeri startede i Hjedding mellem Skjern og Varde i 1882, og lynhurtigt spredte den nye organisationsform sig til hele Vestjylland og videre. Med andelsmejerierne fik selv den mindste bedrift direkte adgang til moderne hygiejnisk smørproduktion. Fra mejeriet fik bønderne returmælk. Det gav anledning til et stort opsving i det hidtil meget begrænsede svinehold. Dermed var andelsbondens to af hinanden afhængige produktionsgrene definerede: Smør og bacon til et internationalt (det vil sige britisk) marked. Den nye tids specialiserede bonde fokuserede sin bedrift og efterspurgte varer, service og handel i byen.
De vestjyske købstæders opland. Mørk grøn: Købstadssogne, ”mellem”grøn: Sogne inden for købstædernes tomilegrænser, lys grøn: Sogne, der gennemskæres af tomilegrænserne. Efter Søren Bitsch Christensen 2005 s. 51
Byen gør sit indtog
”Her voksede ingen by sig stor!” Sådan indleder Søren Bitsch Christensen i sin gennemgang af det danske bysystem 1450-1800 omtalen af de vestjyske byer. Lemvig, Holstebro, Ringkøbing og Varde er ganske vist middelalderlige købstæder, men de forblev små, og afstandene mellem dem er store. I 1930 havde byen imidlertid gjort sit indtog. Landbrugets økonomi var nu baseret på specialiseret markedsorienteret produktion, hvorfor en række varer og ydelser nu måtte købes. Desuden søgte landbrugets befolkningsoverskud til byernes hastigt voksende arbejdsmarkeder. Alene i den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune var der nu 11 bymæssige bebyggelser med mere end 200 indbyggere. Ringkøbing med 4.268 indbyggere var kun lidt større end Skjern med 2.985. Videbæk og Tarm havde omkring 1.000 indbyggere, mens de øvrige med 2-400 var ganske små.
Bymæssige bebyggelser på Ringkøbing-Skjern-egnen (over 200 indbyggere) 1930, størrelsesforhold efter befolkningstal, med vigtige landeveje (lys grøn) og samtlige jernbaner (mørk grøn). Efter Christian Wichmann Matthiessen 1985.
Citeret litteratur:
Christensen, Søren Bitsch: ”Det naturlige midtpunkt – købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800” i Søren Bitsch Christensen (red.): Den klassiske købstad Center for Dansk Byhistorie / Aarhus Universitetsforlag 2005 s. 47-136
Hald, I.C.: Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende – ottende Stykke, Ringkjøbing Amt Historisk Samfund for Ringkøbing Amt 1985 (1833)
Jensen, Kr. M og Ruth Helkiær Jensen: ”Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding – en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugslandskab og en dokumentation for dets udvikling” i Geografisk Tidsskrift 78 1979 s. 61-99
Matthiessen, Christian Wichmann: Danske Byers folketal 1801-1981 – statistiske undersøgelser nr. 42 Danmarks Statistik 1985
Thøgersen, Mette Ladegaard: ”Stationsbyen – og da byerne flyttede på landet” i Jernbanehistorie 2013 s. 30-51.