Cand.mag. i historie Doron Haahr, der har stor erfaring med byvandringer i Aarhus, reflekterer i dette blogindlæg over, hvordan byvandringen kan bruges til at formidle en bys historie, og hvordan man giver deltagerne det bedste indblik i fortiden. Dette er det første af to blogindlæg om dette emne, som Doron Haahr vil skrive dette forår.
Historien er alle steder, når man først begynder at lægge mærke til den. Hvor end man går og står, vil der være historier at fortælle, og i hvert et hus og i hver en baggård glider levede liv og generationers kommen og gåen sammen med den store historie om, hvordan og hvorfor vores verden ser ud som den gør.
Men fordi historien er alle vegne, er det ikke ensbetydende med, at byvandringen blot er et spørgsmål om at starte fra en ende af. For mig er god formidling kendetegnet ved sit overskud, sin lethed og sin ubesværethed, og som formidler ved man, at det lette udtryk forudsætter et gedigent stykke arbejde, før man tager en gruppe med på byvandring. Jeg har lavet byvandringer i Aarhus i de sidste syv-otte år. I de følgende afsnit fortæller jeg lidt om mine grundlæggende overvejelser omkring det at lave historiske vandringer.
Doron Haahr med en gruppe på byvandring i centrum af Aarhus. (Foto: David Bering)
En dag i marts for snart mange år siden besøgte jeg det uhyrlige Auschwitz. Jeg kendte historien, og jeg havde set billederne. Jeg havde bare aldrig tænkt over, at himlen kunne være blå og fuglene synge. Dét ramte mig. For naturligvis havde nazisterne også ført folk i gaskamrene på dage med blå himmel og fuglesang. Fortiden og de sort/hvide billeder blev med ét til virkelighed. I en verden af farver stod jeg nu pludselig samme sted som de mange ofre og bødler. Jeg så de omtrent samme omgivelser, og hørte nogle af de samme lyde, som de havde gjort.
Når jeg i dag formidler Aarhus’ historie igennem mine byvandringer, minder oplevelsen i Auschwitz mig blandt andet om, hvor lidt der skal til, før meget er fortalt. For én ting er naturligvis al den information, jeg giver via min fortælling, noget helt andet er den oplevelse og fornemmelse, folk får for historien, når de gøres bevidste om de helt konkrete fysiske omgivelser.
Står jeg med en gruppe i en gammel købmandsgård midt i Aarhus, det kunne for eksempel være den gamle købmandsgård i Vestergade 58, lægger de fysiske omgivelser selv et ekstra lag til, hvis folk får et øjeblik i stilhed til at se mod himlen, lytte til lydene eller måske endda mærke træværket med hænderne eller brostenene mod fødderne.
Sådan så baggården ud i Vestergade 58 omkring år 1900. Når jeg står der i dag med en gruppe, fortæller jeg selvfølgelig om stedets historie, men jeg nævner også udsigten over hustagene. Den er den samme i dag som dengang, for der ikke bygget i højden udenfor. Dermed har man samme udsigt som folk for både hundrede og to hundrede år siden: himmel. Desuden står man i dag stadig på brosten i baggården, og det beder jeg folk mærke, når de bevæger sig rundt i gården. Jeg har flere gange oplevet, at disse tilsyneladende simple virkemidler har stor betydning for folks indlevelse. (Foto: Hammerschmidt Foto)
En af byvandringens helt store styrker er, at den tager dig med derhen, hvor dette eller hint skete engang for længe siden. Du kan gå og stå samme sted som mennesker, der levede for flere hundrede år siden. Herved kan du opleve en snert af den verden, de befandt sig i. Eller i hvert fald få en fornemmelse heraf.
Min opgave som historieformidler på byvandringerne er at servere nogle historiske oplysninger, præsentere tiden vi er tilbage i og sætte den konkrete fortælling ind i den store historie. Men byrummet, f.eks. omgivelserne byvandringen foregår i, kan modtagerene også tage ind med sine sanser. Og dette er en afgørende ting at huske, når man formidler historien.
I et kommende indlæg vil jeg her på bloggen gå mere i dybden med min praktiske tilgang til byvandringen. For på trods af ovenstående elementer er vandringen også afhængig af ens overvejelser omkring steder at gå, steder at stå, doseringen af stoffet, fortællemæssige greb og virkemidler samt den overordnede røde tråd.
På gensyn.