Sommerhusbyer i mellem- og efterkrigstidens hovedstadsmetropol
Corona og sommerhus blev i 2020 forbundne begreber. Med restriktionerne for udenlandsrejser måtte ferien afholdes under hjemlige himmelstrøg, og sommerhuset blev en af mulighederne. Netop mens sommerhuspriserne var på sit højeste i foråret 2021 publicerede det digitale tidsskrift METROPOL et temanummer om hovedstadsmetropolens sommerhusbyer i mellem- og efterkrigstiden.
Sommerhusbydannelsen
Selv om først kronen og siden det mest velstående københavnske storborgerskab i det 17.-, 18. og 19. århundrede opførte sommerresidensslotte og senere landsteder i hovedstadsoplandet, blev det først med industrialismens urbanisering, at der i hovedstadsmetropolens opland opstod bymæssige bebyggelser for fritidsbeboelse. Tidligst gennem det byggeri af sommervillaer, som industrikapitalismens overklasse rejste langs Øresundkysten og ved Hornbæk, men senere i form af egentlige bydannelser først i mellem- og efterkrigstiden.
Bredere befolkningslag opnåede stadig mere ferie- og fritid, og som resultat deraf større mulighed for at søge ud af den ekspanderende hovedstadsmetropol. I det åbne opland kunne bybefolkningen udleve de stadig mere udbredte friluftslivsformer, som fritidsophold i en sommerhusby også blev en del af. Da et sommerhus var et såkaldt marginalt varigt forbrugsgode, blev omfanget af opførte nye sommerhuse og dannelsen af sommerhusbyer imidlertid bestemt af den samfundsmæssige indkomstudvikling. Når den blev tilstrækkelig høj, var der efter dækning af elementære livsfornødenheder, bolig, beklædning, levneds- og nydelsesmidler, daglig transport m.m., skabt grundlag for, at større befolkningsgrupper fik mulighed for at erhverve et sommerhus.
På trods af tilbagevendende økonomiske kriser blev disse forudsætninger med den forsatte vækst i industri og andre byerhverv og velfærdsstatens opbygning skabt op gennem mellemkrigstiden, hvor tilvæksten af nye sommerhuse øgedes betydeligt (figur 1). Besættelsestidens krigskrise og efterfølgende fredskrise betegnede et tilbageslag i antallet af nyopførte sommerhuse, men med den første efterkrigstids kraftige økonomisk vækst, genereret af et nyt industrielt gennemslag, vækst i privat service og administration og velfærdsstatens udbygning, fulgte et regulært sommerhusboom.
Som følge af olieforsyningskrisen og den forstærkede økonomiske globalisering, der i stigende grad yderligere konkurrenceudsatte industrien og andre byerhverv, blev den sidste efterkrigstid og det meste af 90´erne kendetegnet af tilbagevendende kriser. Da deraf følgende stigende arbejdsløshed og vigende realindkomst udhulede det økonomiske grundlag for sommerhusetfaldt omfanget af nyopførte sommerhuse meget voldsomt i slutningen af 20. århundrede.
Med mellemkrigstidens mindre og efterkrigstidens store sommerhusboom havde hovedstadsmetropolen ved udgangen af efterkrigsperioden i 1990 fået 45.000 sommerhuse, der havde dannet grundlag for 71 sommerhusbyer. I mellemkrigstiden opstod sammenhængende sommerhusbybælter langs Kattegatkysten og ved Køge Bugt, samt i tre mere isolerede sommerhusbyer ved Strøby Strand, Kulhuse og Amagers sydspids. I efterkrigstiden blev sommerhusbybæltet langs Kattegat massivt udvidet, og der opstod 25 nye sommerhusbyer i Hornsherred og i kystbæltet langs Roskilde Fjords nord- og østside.
Som bydannelse fik hovedstadsmetropolens sommerhusbyer en række karakteristiske træk: Stort set alle sommerhusbyer opstod ved ældre og ofte mere mondæne sommerhusbebyggelser langs kyst-, fjord- og søbredder, hvorom tidsmæssigt forskudte koncentriske bebyggelseslag bredte sig stadig længere ind i det rurale bagland. Et stort antal sommerhusbyer fik en sådan størrelse, at der her skabtes grundlag for en egentlige erhvervsudvikling indenfor bygge- og anlæg og alt lige fra en købmandshandel, over et eller flere supermarkeder og til selvgroede bycentre. Alle sommerhusbyer blev kendetegnet af en underrepræsentation af arbejdere som sommerhusejere og en tilsvarende overrepræsentation af selvstændige og funktionærer og og blandt disse de indkomstmæssigt højere placerede lag.
Udfordringer og løsninger
Med den stadig større udbredelse af sommerhusbyer langs kysterne og i det åbne land kom det individuelle fritidsliv, som sommerhusene var udtryk for, i stigende grad i konflikt med velfærdsstatens ideal om at tilvejebringe regionale rekreative områder og give den brede befolkning adgang til naturområder. I dette spændingsforhold tog velfærdsstaten højere grad hensyn til de almene end de individuelle interesser.
Ved 1940-fredningsplanen blev meget betydelige rekreative områder udlagt i hovedstadsmetropolens Nord- og Nordvestegn og ved Køge Bugt. Her blev spredningen af yderligere sommerhusbyer samtidig stadset. Fredningsplanlægningen i 1960’erne reserverede endnu større rekreative områder i hovedstadsmetropolens åbne ydre opland. Udbredelsen af sommerhusbybæltet ved Kattegatkysten bremsedes, samtidig med at der her blev skabt grønne kiler med offentlig afgang fra baglandet til kystenVed Roskilde Fjords nord- og østside og i Hornsherred blev sammensmeltningen af sommerhusbyerne til et langt bælte bremset i samme periode. I forlængelse heraf betød Hovedstadsrådets regionsplanlægning i den sidste efterkrigstid et total stop for udvidelse eller udlæg af nye sommerhusbyer på samme tid, som der blev skabt arealmæssige rammebetingelser for de brede lags fritidsbosætning i form af kolonihaveområder, feriebyer og campingpladser.
Østdansk sommerhuskoncentration
At hovedstadsmetropolens samlede sommerhusvolumen i 1990 kun svarede til en fjerdedel af det samlede antal danske sommerhuse, mens dens folketal udgjorde en tredjedel, tydede på, at metropolens åbne land ikke havde været i stand til at opsuge behovet for de nye og arealekstensive sommerhusbyer, som dens befolkning havde behov for i efterkrigstiden. Et resultat af hovedstadsmetropolens vidstrakte bymæssige bebyggelse havde reduceret ledige arealer i det åbne land på samme tid, som offentlige myndigheder her forsøgte at inddæmme spredningen af sommerhusbyerne.
Da en lokal undersøgelse af dannelse af sommerhusområder på Bogø, mellem Sjælland og Falster, har vist, at over 90 procent de stedlige sommerhusejerne i 70´erne havde bopæl i hovedstadsmetropolen, er det nærliggende at betragte de meget store sommerhusbyer i det øvrige Østdanmark som en del af metropolens (figur 2). Særlig i Odsherred og på Sydsjælland og Sydøstfalster blev koncentrationen af sommerhusbyer så stærk, at den sammen de øvrige større eller mindre sommerhusbyer førte til, at Vestsjællands og Storstrøms amtskommuner, der alene tegnede sig for en tiendedel af landets befolkning, i 1971 rummede mere end en fjerdedel af dets sommerhuse.
Som landets eneste byregion genererede hovedstadsmetropolen et sommerhusbyggeri og en sommerhusbydannelse, som omfattede hele Østdanmark, der alene udgjorde 45 procent af landets befolkning, men rummede næsten 60 procent af dets sommerhuse. Hovedstadsmetropolens sommerhuse i det øvrige østdanske område tages op til behandling i et kommende nummer af METROPOL.