”Viborg kan ikke være interesseret i, at der kommer flere smaa Sygehuse rundt om i Amtet, men maa være interesseret i, om Viborg Sygehus kunde udvikle sig til et Jysk Rigshospital”. Så klar var holdningen hos Viggo Aggerholm, socialdemokratisk byrådsmedlem og tillige medlem af bestyrelsen på Viborg Amts og Bys Sygehus på et byrådsmøde i 1935.
I dag forekommer det næsten komisk, at et byrådsmedlem i Viborg kunne have den holdning i 1935. Viborg huser ganske vist ét af de blot fem akuthospitaler i Region Midtjylland, men ligefrem et jysk Rigshospital? Det er Regionshospitalet Viborg dog ikke i dag. Det forholdt sig anderledes i 1930’erne. Viborg Amts og Bys Sygehus havde siden indvielsen i 1889 været blandt de førende i provinsen, og den position blev fastholdt frem til 1950’erne. Det havde mindst to forklaringer. Dels havde sygehusets første overlæge Peter Wilken Heiberg været blandt de kirurgiske pionerer i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Han fremhæves sammen med Tage Tage-Hansen fra Aarhus og Otto Lassen fra Randers, som de store kirurgiske fyrtårne i Jylland. Hans gode rygte tiltrak mange patienter til fra andre dele af landet, og han var god til at overbevise byråds- og amtspolitikerne om nødvendigheden i sygehusinvesteringer. Han var medvirkende til, at der i Viborg Amt blev etableret en kultur, der prioriterede sygehusene højt. Dels fik Viborg Amt en grundlæggende anderledes sygehusstruktur end landets øvrige amter.

Frem til slutningen af 1920’erne blev der bygget sygehuse mange steder rundt i landet. I 1927 var der 167 somatiske sygehuse i de 24 amter samt i København og på Frederiksberg. I Viborg Amt var der blot tre sygehuse. I de fleste amter var strukturen bygget op om mange (5-8) små sygehuse, der hver blot havde én fastansat (over)læge. Han var altid kirurg, og på disse sygehuse lå kirurgiske og medicinske patienter på samme afdeling. Viborg Amt var anderledes. Her var bare tre sygehuse – i Viborg, Skive og Kjellerup. Til gengæld var både Viborg og Skive i 1932 blandt de blot 14 provinssygehuse, der rummede en særskilt medicinsk afdeling.
Nærhed eller specialisering
De to forskellige sygehusstrukturer afspejler debatten mellem nærhed og specialisering, som siden begyndelsen af det 20. århundrede med jævne mellemrum har præget den politiske debat om sygehuse i Danmark. Viborg Amt havde valgt en anden strategi end de øvrige danske amter, nemlig at samle kræfterne på færre, større sygehuse, frem for at bygge flere, mindre sygehuse. Det var først efter Johannes Frandsen blev medicinaldirektør i 1928, at Sundhedsstyrelsen begyndte at interessere sig mere for, hvordan de lokale sundhedsvæsner blev indrettet. I 1932 fremlagde Frandsen en vision for sundhedsvæsnets udvikling. Det skulle stadig primært tage udgangspunkt i lokale behov, men der skulle også være lidt større sammenhæng inden for det enkelte amt. Derfor foreslog han, at der i alle amter skulle være mindst ét sygehus, der havde en medicinsk afdeling. Det lykkedes faktisk på trods af den økonomiske krise i 1930’erne og 2. verdenskrig stort set at gennemføre denne vision i løbet af de følgende ni år, så det i 1941 blot var Thisted og Maribo Amter, der ikke havde et centralsygehus med en særskilt medicinsk afdeling.

Selvom der i Viborg Amt allerede var to specialiserede sygehuse, fortsatte udviklingen i Viborg. Sygehuset blev udvidet med en øre-, næse-, hals-afdeling i 1936 med hele 17 sengepladser. Afdelingen var blandt de største af sin slags i landet. Amtsrådet fastholdt trods gentagne henvendelser i 1920’erne og 1930’erne fra sognerådene i Aalestrup og Bjerringbro sin modstand mod at opføre flere mindre sygehuse. Efter 2. verdenskrig indså sognerådene, at det nok ikke længere var realistisk at få etableret sygehuse.
Kamp mellem Viborg og Skive
Det var dog ikke kun de mindre byer i amtet, der brugte energi på at tiltrække mere sygehusaktivitet. Særligt fra 1950’erne begyndte der også at være uenigheder mellem de allerede etablerede sygehuse. I løbet af årtiet blev der etableret selvstændige anæstesiafdelinger og centrallaboratorier i alle amter. I de fleste amter gav det sig selv, hvor disse afdelinger skulle placeres. Det var selvfølgelig på de store sygehuse, der i 1930’erne og 1940’erne havde fået medicinske afdelinger. I Viborg Amt gav placeringen af de nye afdelinger og særligt centrallaboratoriet anledning til voldsomme diskussioner mellem byrådene i Viborg og Skive. I begge byer mente man sig fuldt berettiget til at have disse afdelinger. Man fandt i første omgang en mindelig, men utilstrækkelig løsning vedrørende anæstesien, da anæstesioverlægen, den senere medicinaldirektør, Søren K. Sørensens arbejdstid blev fordelt med tre arbejdsdage i Viborg, to i Skive og én i Kjellerup.

Da centrallaboratoriet skulle etableres mente skibonitterne sig dog berettiget til mindst den samme som viborgenserne. Forhandlingerne brød sammen ad flere omgange, og efter flere års tilløb blev der i 1956 lavet en ordning, hvor laboratorieoverlægen kunne betjene et fuldt udstyret centrallaboratorium på hver af de tre sygehuse to dage om ugen. Når man ikke kan få det hele, er det vigtigt ikke at få mindre end de andre.
Sundhedsplanlægning i et mere sammenhængende sundhedsvæsen
Fra 1960’erne løb udviklingen fra de lokale sygehusvæsner. Den stadig større medicinske specialisering betød, at det endegyldigt var slut med at udbygge alle sygehuse med alle afdelinger. Befolkningsgrundlaget var ganske enkelt ikke stort nok. Det blev nødvendigt med mere sundhedsplanlægning både inden for de enkelte amter og også på tværs af amter. I Viborg Amt kom det til udtryk i den første samlede rapport om sygehusvæsnets fremtidige indretning i amtet. Rapporten blev færdig i 1963 og gav anledning til at lave planer om et nyt og mere tidssvarende sygehus i Viborg. Rapportens konklusioner blev overhalet indenom af den nye kommunalreform. Reformen betød, at sundhedsplanlægning blev helt central for de nye amter, da de fik såvel det økonomiske som det driftsmæssige ansvar for sygehusene. I det nye store Viborg Amt, som bestod af de gamle Viborg og Thisted Amter, satte beslutningen om at opføre et nyt sygehus i Viborg sit tydelige præg på udviklingen i 1970’erne og 1980’erne, hvor sygehuset fik tilført mange amtslige midler. Schlüterregeringernes økonomiske opbremsning i 1980’erne satte også præg på amterne, og fra omkring 1990 blev det nødvendigt at kigge på sygehusstrukturen. Viborg blev i løbet af 1990’erne det ubestridte hovedsygehus i amtet og var blandt de bredest specialiserede provinssygehuse uden for de største byer.
Viggo Aggerholms ambition fra 1935 på Viborg Sygehus' vegne blev altså ikke indfriet. Sygehusene i Aarhus og Aalborg voksede sig stadig større, men Viborg er dog stadig en markant sygehusby og huser i dag én af blot 21 akutmodtagelser i hele landet.
Henvisninger
Iversen, Peter H.: Det midtjyske Rigshospital. Viborg Sygehus 1889-2011. Viborg Museum, 2019.
Jacobsen, Kurt & Klaus Larsen: Ve og velfærd, FADL's Forlag, 2. udgave, 2017.