I dette blogindlæg reflekterer ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Silke Holmqvist over arbejdsmigranternes følelse af tilhørsforhold til Danmark i 1970’erne. Med banegården som eksempel diskuteres på kortfattet vis, hvordan midlertidighed som fænomen kan knyttes til banegården, og hvilket politisk og symbolsk stigmatiserende sted den udgjorde for arbejdsmigranter og det omkringliggende samfund.
Banegårde og busterminaler har altid været grænselande mellem det private og det offentlige. De er hverken udenfor eller indenfor, hverken kolde eller varme. De er svært definerbare urbane geografier med en uklar, og alligevel tydelig, politisk og kulturel topografi. Ifølge den svenske historiker Orvar Löfgren har stationen siden det 19. århundrede været et sted hvor mennesker på tværs af sociale lag mødtes, og det var den fortsat i 1970’erne. Banegårdsbygningerne var ofte åbne og inviterede byen indenfor, og mens minoritetsgrupper, som arbejdsmigranter i 1970’erne, mødtes på banegårdene, opstod der nye spændinger mellem det offentlige og det private, det passende og det upassende, det velkendte og det fremmede, det midlertidige og det permanente.
Foto af Uwe Bødewadt, start 1970’erne. Del af fotosamling på Immigrantmuseet i Farum.
I slutningen af 1960’erne udviklede Danmark sig i retning af et flerkulturelt velfærdssamfund. Økonomisk vækst i Europa førte til, at primært ufaglærte mænd fra andre områder end Vesten kom til Danmark for at arbejde i industrien. I løbet af få år steg antallet af udlændinge med arbejdstilladelse i Danmark. Mere end en tredjedel kom fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. Midlertidige bygninger som garager, barakker og logiskibe blev anvendt som bolig for mange af dem, og for langt hovedparten var hensigten et tidsbegrænset ophold. Alligevel blev hjemrejsen ofte ikke realiseret, og mange blev i stedet familiesammenført og tog permanent ophold i Danmark. Vækstperioden kulminerede i 1970’erne med oliekrisen, den gradvise afindustrialisering og indvandringsstoppet i 1973.
Men hvis vi spoler tiden tilbage til inden familiesammenføringerne, var det ofte på banegården, at man kunne finde arbejdsmigranterne – eller fremmedarbejderne, som de blev kaldt på dette tidspunkt.
At hænge ud på en banegård
En af de væsentligste grunde til, at arbejdsmigranterne mødtes på banegården, var, at mange boede på små værelser, som ikke egnede sig til besøg, eller lejede sig ind ved danske udlejere, hvor de ikke måtte modtage gæster. En undersøgelse fra 1971 viste, at mange tyrkere derfor ikke følte, de havde et sted at mødes udover banegården, som derfor blev et nødtvunget mødested. Her havde de fleste startet deres tilværelse i Danmark som nyankommne og håbefulde, og her kunne nytilkomne finde landsmænd, der hjalp dem med overnatningsmuligheder, sprogvanskeligheder og arbejdsformidling.
Fra slutningen 1960’erne, allerede inden den store bølge af arbejdsmigranter ankom, blev man fra kommunernes side opmærksomme på de manglende sociale mødesteder for ”den importerede arbejdskraft”. I Danmarks Radios TV-rapportager, som jeg arbejder med som historisk kildemateriale, kan man finde beskrivelser og billeder af dvælende, talende, ventende, grinende og kedsomme tyrkiske og pakistanske mænd på togstationer i forskellige mindre industribyer og på Hovedbanegården i København. Det var naturligvis ikke alle arbejdsmigranter, der samledes på den slags steder, men mange gjorde, og de opbyggede på den måde sociale fællesskaber. De stod i grupper med smøger i mundvigene iført læderjakker og kassebukser eller jakkesæt. Andre sad på ventesalsbænkene og talte med hinanden. Fritiden på banegården var med til at tydeliggøre det manglende social- og familieliv og det snævre tilhørsforhold til Danmark, som på det tidpunkt primært knyttede sig til de episodiske jobs på arbejdsmarkedet. Mens deres kollegaer med dansk baggrund tilbragte fyraftenen hos familien, blev fraværet af nære relationer tydeligt, når mange tyrkiske og pakistanske mænd samledes i timevis på bænkene i ventesalene.
Midlertidighed
Dette billede af gæstearbejdernes ophold på banegårde skriver sig ind i en næsten ikonografisk kultur- og urbanhistorisk analysetradition, hvor banegårdshallen og det offentlige rum har været laboratorium for undersøgelser af kontranormative minoritetsgrupper og deres mere eller mindre ”utilpassede praksisser”. Man kan inden for den forskningstradition sige, at gruppen kontinuerligt praktiserede midlertidigheden i deres hverdagslige ophold på banegården, når de mødtes midt i hastighed og transit, hvor folk kom og gik. De så med samfundets øjne midlertidige ud og befandt sig på et sted, som netop inkarnerede mobilitet, og samtidig reproducerede de kontinuerligt fælles forestillinger om en dag at vende hjem.
Det politisk problematiske
Banegården og dens kulturelle betydninger havde på den måde også politiske konsekvenser for gruppens samfundsmæssige anseelse. Deres ophold på de semi-offentlige, semi-private ventesalsbænke var med til at skabe en problematisk rammefortælling om og for arbejdsmigranterne. Mange danskeres oplevelse af arbejdsmigranterne var i udgangspunktet baseret på fordomsfulde forestillinger. En kvindelig butiksejer på banegården fortæller for eksempel i en reportage fra Danmarks Radio i 1971: ”Der kommer en hel del fremmedarbejdere herinde, som vi er glade for at betjene. De opfører sig altid pænt. Jeg har aldrig haft nogen ballade med dem”. Alene hendes ønske om at mane fordomme til jorden vidnede om, at det politiske udgangspunkt var belastende. Den politiske og sociale stigmatisering, som kom til udtryk på steder som banegården, kan også illustreres fra arbejdsmigranternes side med et citat fra et interview med en ung pakistansk mand til dansk fjernsyn: ”We don’t have any place where we can see friends” fortæller han, mens han og to andre unge mænd drikker en øl. ”If we have place we don’t like to come here because people think that foreigners they are following girls. We don’t like to follow girls”
Stillbillede fra programmet ”Nielsen på Banegården” produceret i 1971 af Danmarks Radio
Det jeg har forsøgt at vise med denne korte skitsering af stedets praktiserede og symbolske kulturkodning er, at det konkrete byrum kom til at ”klistre sig” til arbejdsmigranterne og henlede tankerne på en samfundsmæssigt ”utilpasset” gruppering, som for eksempel jagtede piger på en upassende måde og lavede ballade. Mange andre, som brugte banegårdens venterum som varmestue, var fra den socialt dårligst stillede del af befolkningen. Arbejdsmigranterne, eller den gruppe som vi i dag vil kalde ”indvandrerne”, blev derfor skrevet ind i et socialt problematisk miljø, inden de fik mulighed for at etablere for eksempel etniske klubber. Det er interessant at overveje, om de netop blev problematiske politiske subjekter i kraft af de materielle offentlige omgivelser, som de blev associeret med, og om dette urbane miljø var med til at indgyde en særlig omgangsform, en særlig selvopfattelse og en specifik tilknytningsform, som kom til at præge følelsen af tilhørsforhold til deres kommende hjemland, Danmark.
I min forskning bruger jeg på denne måde steder som urbane analysekategorier og ser banegården som en geografisk og social ramme, som manifesterede den følelsesmæssige splittelse og politisksymbolske kompleksitet, der fulgte med deres ophold i Danmark. Stedet pegede på det paradoks, at de netop praktiserede midlertidigheden på banegården, fordi de ikke endnu havde en kulturel og social tilknytning til Danmark. Banegården som transit-symbol og socialpolitisk stigmatiserende sted forstærkede på den anden side, som tiden gik, midlertidigheden som permanent tilstand. Indtil videre indikerer mit arbejde, at netop en følelse af midlertidighed på en eller anden måde tog permanent bolig i arbejdsmigranternes forskellige etnisk og interesse-baserede fællesskaber. Det bliver derfor desto mere interessant at undersøge, hvilken rolle det kom til at spille for deres liv i Danmark.
Kilder
Betænkningen om udenlandske arbejderes forhold i Danmark. Afgivet af det af arbejdsministeriet den 17. juni 1969 nedsatte udvalg. (Nr. 589. Fremlagt 1971).
Danmarks Radio. Fjernsynsprogrammet ”Nielsen på Banegården” 1971.06.27. kl. 20.35-20.55.
Fremmedarbejderbladet: 06.08.1971, 14.03.1975, 11.11.1975, 12.08.1976, 26.01.1977
Petersen, Eggert (1970). Gæstearbejder i København - En undersøgelse foretages af Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut. København: Mellemfolkeligt Samvirke.
Litteratur
Ahmed, Sara (2014), The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh: Edinburgh University Press.
Kymalainen, Paivi, and Paulina Nordstrom, ‘Temporary Geographies of the City: The Experienced Spaces of Asylum Seekers in the City of Turku, Finland’, Fennia - International Journal of Geography, Nr. 188 s. 76–90 (2010).
Löfgren, Orvar. ”Motion and Emotion: Learning to be a Railway Traveller”. Mobilities. 3 Årg. Nr. 3, s. 331-351 (2008).
Zip Sane, Henrik (2000). Billig og villig - Fremmedarbejdere i fædrelandet ca. 1800-1970. Farums Arkiver & Museer.
Østergaard, Bent (2007). Indvandrerne i Danmarks historie – kultur og religionsmøder. Odense: Syddansk Universitetsforlag.