Mit navn er Chris, jeg er filosof af uddannelse og jeg er netop startet som praktikant ved Dansk Center for Byhistorie. Man kan let sætte sig ind i, hvad en historiker ville kunne ved sådan et center: han eller hun er trænet i den historiske disciplin og har stor viden om historiske begivenheder, og kan derfor formidle historie. Men hvad kan en filosof? Beskæftiger sig en filosof ikke med de store, eviggyldige tanker, og ikke nødvendigvis de gældende historiske omstændigheder, vi nu engang må stille os til tåls med? Filosofi er selvfølgelig historisk betinget, men kan filosoffer forholde sig til konkrete historiske begivenheder på en måde, historikere ikke kan? Måske. Filosofi handler for mig at se om at tænke mennesket og om at tænke vores forhold til vores omverden, på en måde som ikke abstraherer os ud af denne sammenhæng. Mennesket er det enkelte menneske i netop sin tid og sine omgivelser. Og i denne måde at tænke mennesket på indgår historie. Idéen om historicitet, som den opstår hos Dilthey og senere forfines af Heidegger, er en måde at forklare dette på. Historicitet er idéen om, at historien ikke bare er en for mennesket ydre omstændighed – som vi kan forholde os til, eller lade være – men rent faktisk et konstitutivt element i den menneskelige eksistens. Idéen er tosidet; mennesket forholder sig til og forsøger at overskride sin historie gennem de muligheder, der ligger i de historiske omstændigheder. Samtidig er vi bundet af netop disse omstændigheder. Historien fungerer i denne forstand gennem mennesket; vi er stillet i en bestemt situation samtidig med, at vi skal overtage denne. Vi kan også sige, at historien på en måde gør sig bemærket gennem mennesket.
Den smukke by Rieti i Itailen. En perfekt overtagelse af omgivelserne?
Spørgsmålet er nu, om vi ikke kan forstå byfænomenet som en del af menneskets historicitet? Er byen et udtryk for, at vi tager historien til os og overskrider den? I givet fald er byhistorie en måde at tilgå forståelsen af mennesket som et historisk væsen. Det filosofisk interessante i alt dette er for mig at se, at byen netop er et udtryk for, at mennesket (som historisk væsen) bygger sine omgivelser for at tilpasse sig den historiske situation; en måde at overtage den på. Det er især tydeligt, når vi taler om mere simple bosættelser, der ikke umiddelbart ligner større, moderne byer – men efter min mening må den første være en historisk forudsætning for den sidste. Byen er altså en måde at forstå det menneskelige på, og byhistorie tager fat i disse forhold. Også den amerikanske bysociolog Robert E. Park skriver, at byen er således verden ser ud, når mennesket former den efter "his heart's desires". I lyset af dette er det interessant, hvordan Dansk Center for Byhistorie ønsker at formidle mere end den enkelte bys historie. En af centrets opgaver og ønsker er at formidle det, man kunne kalde for urbaniseringens historie, dvs. selve bytilblivelsens historie. Og som filosof ser jeg beskæftigelsen med denne historie som muligheden for at dykke ned i forståelsen af den menneskelige eksistens. Og det er sådan jeg som filosof vil tilgå byhistorie.
Kunne man tænke sig at læse mere om de nævnte teoretikere, kan man læse mere her:
Wilhelm Dilthey: "Udkast til en kritik af den historiske fornuft" i 'Hermeneutik - en antologi om forståelse', Gyldendal, 1999.
Da Heidegger kan være svær, vil jeg foreslå at man starter med noget sekundærlitteratur. En af de bedste jeg kan nævne, er efterskriftet til den danske oversættelse af Væren og Tid, der er netop er udkommet i et selvstændigt bind:
Thomas Schwarz Wentzer: "Introduktion til Heideggers Væren og Tid", KLIM, 2015.
Robert E. Park har udgivet en lang række bøger om bysociologi, bl.a. kan nævnes: "The City: Suggestions for the Study of Human Nature in the Urban Environmen"t, University of Chicago Press, 1925.