Byplan, Formidling, Generelt, Historie, Kultur

Globalisering, urbanisering og ”nation-building” – asiatiske storbyer i det 21. århundrede

Globalisering, urbanisering og ”nation-building” – en anmeldelse af en bog om asiatiske storbyer i det 21. århundrede. Under et besøg i Cambodia i 2013 faldt jeg i en boghandel i Phnom Penh over over en bog med titlen ”Asian cities”. Den er skrevet af den new zealandske forsker Malcolm McKinnon og udgivet af NIAS Press – udgiverselskabet for Nordisk Institut for Asiatiske Studier, der hører hjemme på Københavns Universitet. [1] Denne tilblivelseshistorie belyser på udmærket vis bogens tema, for ”Asian cities” handler i høj grad om udveksling af viden på tværs af landegrænser. Men samtidig er et af bogens formål at dokumentere, at den igangværende eksplosive byudvikling i store dele af Asien ikke blot må tilskrives globalisering, men i endnu højere grad interne forhold. Det er derfor vigtigt at studere de asiatiske byers historie på deres egne præmisser i stedet for blot at betragte dem gennem vestlige briller. McKinnon har valgt at beskrive og sammenligne forholdene i Kina, Indien og Indonesien, dvs. de tre største og mest betydningsfulde lande i det, han kalder ”developing Asia”. Inden for hvert af landene har han udvalgt bestemte byer til mere detaljerede studier. Men inden vi ser nærmere på bogens resultater, er det nødvendigt at præcisere, hvad McKinnon lægger i tre af bogens nøglebegreber, nemlig urbanisering, urbanisme og ”nation-building”. Der findes efterhånden en lang række definitioner af urbanisering, og de afspejler i høj grad hvilken periode forfatteren især har interesse for. [2]
Byporten ved Angkor Thom.

Cambodia er et af de mindst urbaniserede lande i Asien. Men også her har man nogle steder oplevet en markant byudvikling i de seneste årtier. Siem Reap er således siden begyndelsen af 1990’erne vokset fra nogle hundrede indbyggere til et par hundrede tusind. Denne udvikling hænger klart sammen med, at det nærliggende tempelområde Angkor er blevet en af Asiens største turistmagneter, hvor ikke mindst kinesere og thailændere kommer på besøg i stort antal. Her er nogle turister på vej ind gennem en af byportene i Angkor Thom, som i øvrigt menes at have været en af de største byer i verden for ca. 500 år siden. (Foto: Jørgen Mikkelsen)

McKinnons definition gælder kun for den nyeste tid, idet urbanisering efter hans opfattelse ”refer to the process by which a society changes from being predominantly rural to predominantly urban”. Han bemærker, at de europæiske og nordamerikanske stater blev urbaniseret for mindst to generationer siden, hvorimod mange asiatiske lande netop nu er i midten af denne proces. I 2010 udgjorde bybefolkningen i Kina og Indonesien således lige omkring 50 %, mens den endnu i 1970’erne lå under 20 %. I takt med, at bybefolkningen vokser, kan man ofte registrere en stigende udbredelse af urban livsstil. Nogle forskere kalder dette fænomen for adfærdsmæssig urbanisering, men McKinnon foretrækker – ligesom et af hans teoretiske forbilleder, Louis Wirth – at tale om urbanisme. Begrebet dækker over mange fænomener fra øget sekularisering til friere kønsmoral. Det er imidlertid en af McKinnons vigtigste pointer, at to lande, der gennemløber en parallel udvikling med hensyn til (demografisk) urbanisering, sagtens kan udvikle sig vidt forskelligt, når det drejer sig om urbanisme. Man behøver blot at sammenligne religionens rolle i nutidens Kina og Indonesien. Det tredje hovedbegreb – ”nation-building” – defineres som ”the process by which a population in a particular state or territory acquires a shared identity, one common to all its inhabitants but not shared with outsiders”. Mens denne proces iflg. McKinnon “is an historic memory” i Nordamerika og Europa, er den ”an immediate and powerful element in contemporary Asian cities”. Bogens mest interessante kapitler handler om forskellige aspekter af denne proces. Det drejer sig bl.a. om: 1. Store produktions- og handelsvirksomheder, der primært betjener et nationalt marked og gennem deres betydelige omsætning er med til at skabe en mere integreret national økonomi. 2. Omfattende migration inden for de enkelte lande, typisk fra landdistrikter til hovedstæder og store provinsbyer. 3. Etablering og udbygning af nationale turismesektorer. 4. Og ikke mindst en eksplosiv udvikling inden for filmindustrien og andre dele af den kommercielle populærkultur. Jeg vil nævne nogle få konkrete eksempler for at anskueliggøre McKinnons pointer. For Indiens vedkommende har forfatteren i særlig grad interesseret sig for udviklingen i Bangalore, der lige siden 1990’erne nærmest har været indbegrebet af globalisering pga. omfattende outsourcing af serviceydelser fra Vesten. McKinnon bemærker da også, at 150.000 af Bangalores indbyggere i 2009 arbejdede i ”software-industrierne”. Men samtidig var 2.5 mill. mennesker beskæftiget i den ”uformelle økonomiske sektor”, og de fleste af dem har formentlig sjældent været i kontakt med byens mange vesterlændinge. I øvrigt mener McKinnon, at moderniseringen i Bangalore i lige så høj grad må tilskrives statslig politik siden 1950’erne som 1990’ernes digitale revolution. I Kina har Yangzhou været i fokus for McKinnons studier. Det er en by med smukke gamle bygninger, men det er en også en industriby i kraftig vækst, og den har bl.a. været hjemsted for verdens største køleskabsfabrik og en imponerende produktion af tandbørster. McKinnon nævner således en fabrik med flere tusind ansatte, der årligt fremstiller mere end milliard tandbørster! Tøjdyr er en anden af byens store produktionsgrene, og de er blevet et stærkt brand for byen. Størsteparten af dyrene bliver eksporteret, men der kommer også massevis af busturister fra andre dele af Østkina for at købe teddybjørne, pandaer, kaniner, hunde og andre dyr, som er udstillet ved indgangen til byens parker. Derimod kommer de vestlige turister i Yangzhou sjældent i nærheden af disse parker. De bliver åbenbart i stedet guidet til steder, hvor der er bedre mulighed for at opleve ”det oprindelige Kina”. Dette leder frem til den vigtige pointe, at de vestlige rejsende let kommer til at undervurdere antallet af indfødte turister. Det gælder ikke blot for Kina, men også for bl.a. Indonesien, hvor især de mest berømte moskeer og hindutempler kan have meget store besøgstal. Ifølge en opgørelse fra 2007 fik det centrale Java dette år besøg af næsten 4 mill. indfødte turister, men kun 100.000 udlændinge. Kun ganske få steder i Asien såsom Bali, Goa og Phuket er de fremmede turister i flertal, skriver McKinnon. Et andet interessant afsnit handler om populærkulturen i Indien. Her får vi et indblik i en veritabel sprogkrig i Bangalore-området, hvor det lokale sprog er på retræte, især som skriftsprog. En fremtrædende skribent har ligefrem betegnet det som et ”køkkensprog”, altså noget, man (i den bedrestillede del af befolkningen) ikke gerne taler uden for hjemmets fire vægge. Det er imidlertid ikke engelsk, men derimod det dominerende indiske sprog, hindi, som vinder frem. TV og andre medier – ikke mindst den store filmsektor – spiller en helt central rolle i denne sammenhæng. Det fremgår således at hele 250 af de 850 indiske film, som bliver produceret hvert år, har hindi som talesprog, hvorimod der kun er 70 engelsksprogede. McKinnon mener dog ikke, at der er snarlig udsigt til, at Bangalore vil blive en by, hvor befolkningen i overvejende grad taler hindi. Men han tilslutter sig Abram de Swaan, som i en bog fra 2001 har skrevet følgende om de unge indere, der ikke har hindi som deres modersmål: ”If their perspective … is Indian society … they are perfectly rational in choosing Hindi, since it increases their opportunities for direct communication in Indian society more than any other language. Only if they define the whole earth as their world, that is, if they aspire to an international career in business or science, would English be the better choice …”. Endnu en gang får vi altså understreget, at vi skal passe på med ikke at overvurdere Vestens betydning for udviklingen i Asien. ”Asian cities” er en veldisponeret og velargumenteret fremstilling, hvor der er en behagelig afveksling mellem teori og empiri. Der er masser af referencer til bøger, tidsskriftartikler, aviser og hjemmesider. Men der er også gjort plads til at beskrive personlige oplevelser i de udvalgte byer – fx om serviceniveauet på kinesiske hoteller og om propfyldte indonesiske tog – og bogen indeholder også en del citater af personer, som McKinnon har interviewet under sine rejser. Alt i alt kan den tjene som en god og forholdsvis letlæst introduktion til den aktuelle byudvikling i nogle af verdens største og vigtigste lande. Og i betragtning af udgivelsesstedet er det næppe nødvendigt at drage til Cambodia for at få den i hænde.

Jørgen Mikkelsen.

 Noter [1] Malcolm McKinnon: ”Asian cities: Globalization, urbanization and nation-building”, 2011, s. 258. [2] En af de bredest dækkende og mest vellykkede definitioner, jeg kender, er udarbejdet af Peter Clark og lyder således: ”the process by which the growing proportion of population living in cities created distinct behavioural and structural changes in society”. Denne og andre definitioner omtales i Jørgen Mikkelsen: “Urbanisering og bysystemer i Europa indtil ca. 1800”, 2012, s. 39ff.

3 kommentarer

  1. Mikkel Thelle Mikkel Thelle

    McKinnon arbejder fort tiden med flere bystudier, se ham på http://www.victoria.ac.nz/hppi/about/staff/malcolm-mckinnon

  2. Om det giver mening at tale om asiatiske storbyer som fællesfænomen synes jeg ikke er helt indlysende. Asien er et europæisk begreb for en mangetydig størrelse – og en by i Indien har i udgangspunktet ikke meget kulturhistorisk tilfælles med fx en by i Japan. I modsætning til fx en by i Firenze og København. At Bangalore er et resultat af globalisering er nogenlunde så indlysende som at København er udviklet på baggrund af samme. De sproglige referencer er helt og aldeles mangelfulde. Hindi er ikke standardengelsk i forretningssammenhæng. De unge indere ved udmærket godt at det er indisk-engelsk, der tæller hvis de skal frem.

  3. Jørgen Mikkelsen

    Jeg beklager, hvis det ikke er fremgået tilstrækkeligt tydeligt, at bogen ikke er en syntese om asiatiske byers historie og udvikling. Det er derimod en bog med en klar tese, nemlig at globaliseringens betydning er blevet overvurderet i megen forskning og journalistik, når det handler om fx indiske og kinesiske byer. Forfatteren underbygger denne tese med en lang række eksempler fra udvalgte regioner og byer – idet han naturligvis er opmærksom på de mange kulturelle forskelle mellem landene. Nogle af eksemplerne er sikkert mere velvalgte end andre, men som helhed finder jeg forfatterens argumentation overbevisende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *