Hvad har Dovne Robert med 1700-tallets byhistorie at gøre?
I de seneste år har medierne gang på gang været præget af en hidsig debat om aktivering af arbejdsløse. Et af de spørgsmål, der i særlig grad har været genstand for diskussion, er, om en person kan nægte at påtage sig et stykke arbejde, som han eller hun bliver tilbudt af det offentlige.
Debatten om Dovne Robert og ligesindede har klare paralleller til en omfattende debat om fattigvæsenet i slutningen af 1700-tallet. Oplysningstiden markerede på mange måder et brud med den hidtidige tankegang, og det var også tilfældet, når det handlede om sociale forhold. For mens det gennem århundreder havde været officiel politik, at kun fysisk svækkede mennesker havde krav på hjælp fra det offentlige, begyndte mange embedsmænd og intellektuelle nu at argumentere for, at det også gav mening at hjælpe raske mennesker, som midlertidigt var røget ud i arbejdsløshed – for ledighed var ikke nødvendigvis selvforskyldt og fremkaldt af dovenskab.
Synspunkter af denne karakter ses bl.a. i den betænkning, som ”den store fattigkommission” fremlagde i 1791. Kommissionen mente, at det var vigtigt, at samfundet ikke mistede nyttig arbejdskraft, der kunne ”bidrage til den almindelige velstand”. Imidlertid skete det ofte, at ”friske arbejdere”, som blev ramt af sygdom, endte med at falde fattigvæsenet ”til last for deres øvrige levetid”, blot fordi de ikke havde tilstrækkelige midler til at klare sig for, mens de var syge. Det var derfor kun sund fornuft, hvis fattigvæsenet gennem ”en ringere og temporær [midlertidig] udgift” kunne forhindre ”en vedvarende byrde”.
Et andet af kommissionens hovedsynspunkter lød således: ”Enhver kommune sørger for at beskæftige sine fattige med nyttigt arbejde, ligesom enhvers kræfter formår”. Det ville imidlertid være uforsvarligt blot at overlade til de fattige selv at finde et arbejde. Dels skortede det på jobs i mange mindre købstæder og landsogne, dels ville en del potentielle arbejdsgivere nok vægre sig ved ”at betro sit materiel til en ubekendt fattig eller at lade forrette sit arbejde ved én, som formedelst virkelig legemlig uformuenhed ikke er i stand til at aflevere det igen førend efter en længere tid”.
Kommissionen anså det derfor som ”en uomgængelig nødvendighed”, at det offentlige trådte til med arbejdstilbud til de trængende, og som konkrete eksempler nævnte den bl.a. at spinde, strikke, grave grøfter og lave træsko. Men det måtte være en ubetinget pligt for den ledige at tage imod, hvad der blev tilbudt – også når det ”ikke måtte være aldeles af den slags, den [trængende] plejer at forrette”!
Kommissionens tanker fik stor betydning for de fattigvæsensreformer, som blev gennemført i 1799 (København) og 1803 (købstæderne og landsognene). Men allerede i 1790’erne der taget initiativ til en ny organisering af den offentlige fattighjælp i flere byer.
Det var bl.a. tilfældet i Ribe, hvor man indførte en omhyggelig visitering af alle, der søgte det offentlige om hjælp. En protokol fra 1790-97 viser, at disse personer bl.a. skulle svare på, om de havde gæld, hvor meget de betalte i husleje, og hvilken type arbejde de bedst kunne udføre. Desuden skulle de oplyse om børnenes antal, alder, helbred og evt. beskæftigelse. På grundlag af de mange data kunne fattiginspektionen herefter beregne størrelsen af den fremtidige offentlige hjælp.
Mange af ansøgerne måtte dog gå tomhændet hjem. Det var bl.a. tilfældet med soldaterenken Anna Thomasdatter, der havde tre sønner på hhv. 11, 10 og 4 år. De to ældste havde tidligere gået i skole, ”men nu behøver hun det, de kunne tjene”. Problemet var imidlertid, at de tjente mere på en uge end det maksimale almissebeløb for en familie i Ribe!
Man må konkludere, at der på nogle punkter er en meget stor mental afstand mellem 1700-tallet og vor tid, mens der på andre punkter er tale om en forbløffende lighed i argumenter og synspunkter.
Ønsker du at læse mere om emnet, så kan det gøres ved at klikke her. - Artiklen er fra tidsskriftet: "By, marsk og geest” nr. 24, årgang 2012.