Byplan, Generelt, Historie

Uden om staten. Strasbourgs kamp for at huse Europa

Uden om staten. Strasbourgs kamp for at huse Europa

Læs hvordan Strasbourg konkurrerede med bl.a. Bruxelles om at huse de europæiske institutioner. Claudia Leskien, som netop har forsvaret sin PhD-afhandling på Aarhus Universitet, beskriver her, hvordan byens styre kæmpede for at bliver et knudepunkt i europæisk politik uden om det statslige niveau.


 

Si la ville de Strasbourg a assumé avec ferveur et détermination la mission européenne qui lui était confiée, si elle a bénéficié de l’appui constant du Conseil Général du Bas-Rhin, qui participe notamment à toutes les dépenses d’accueil, il faut dire que longtemps elle n’a guère reçu d’encouragement venant de Paris.

”Mens Strasbourg med iver og beslutsomhed har påtaget sig den europæiske mission, som blev betroet til byen, mens byen profiterede fra den fortsatte støtte fra [det regionale] råd, som bidrog især til alle udgifter angående velkomsten, man må sige at for en lang tid, modtog Strasbourg næppe bistand fra Paris.”

Sådan lød det fra Strasbourgs borgmester Pierre Pflimlin (1959-1983) i 1974. Udtalelsen peger på en særlig omstændighed, som karakteriserede hvordan Strasbourgs bystyre og andre lokale aktører udviklede strategier for at konsolidere deres position som hjemsted for især Europaparlamentet siden 1952, men også Europarådet siden 1949. Historiske dokumenter fra bystyret peger på, at den nationale franske regering næppe var involveret i velkomsten af de europæiske institutioner i Strasbourg før 1970erne. Statens støtte synes først at være blevet mere konsekvent og struktureret fra 1980.

I stedet foregik organisationen stort set direkte mellem bystyret og embedsmænd af Europarådet og Europaparlamentet. Det regionale Département og dets chef, Préfet, som var den lokale repræsentant for staten, var involveret, især i dækning af udgifter, men kilder fra lokalarkivet viser tydeligt, at de vigtigste agenter stammede fra bystyret i Strasbourg.  Aktiviteter fordelte sig på tre store områder:

  • at fremstille byen som europæisk, at byde europæiske parlamentsmedlemmer og embedsmænd velkommen under møder med gaver, receptioner og et fritidsprogram.
  • forbedring af trafikinfrastruktur for nem adgang til byen.
  • byggerier for de internationale organisationer.

For at illustrere den direkte interaktion mellem det lokale og supranationale niveau, gives her en eksempel af en bygningskonstruktion i 1959, som var en kontorbygning på tre etager for Europaparlamentet – Bâtiment C (C bygningen).

Kilde: Claudia Leskien.

Kilde: Claudia Leskien.

Europaparlamentet, som blev skabt i 1958 ved samlingen af alle parlamenter af de Europæiske Fællesskaber, havde behov for mere plads, og også Europarådet, som stillede kontorer i sin hovedkvarter Maison de l’Europe til rådighed for Europaparlamentet havde brug for mere plads. Desuden udlejede bystyret nogle af deres egne kontorer til de europæiske institutioner.

Ved siden af dette praktiske problem, var det også vigtigt for Strasbourg at vise at de kunne klare opgaverne som hjemsted for europæiske institutioner. Bystyret vurderede at det var nødvendigt at tilbyde mere plads, fordi man ellers riskerede, at institutionerne ville flytte til Bruxelles. Især denne by havde udviklet sig til den største konkurrent og Strasbourgs bystyre holdt øje med den belgiske hovedstad og måtte jævnlig udvikle strategier især rettet mod at beholde deres status som hjemsted for EU-institutionerne.

En af bystyrets specielle komitéer, som blev grundlagt til at udvikle strategier for at byde europæiske institutioner velkommen i byen, organiserede sammen med nogle embedsmænd byggeriet af ”C bygningen” til Europaparlamentets administration. Også investeringssummen på 100 million francs (svarer til 12,6 milliarder kroner i dag) blev betalt fra bystyret. Kun arkitekten, Bertrand Monnet, kunne beskrives som statslig involvering i sagen, fordi han var ansat hos den franske stat, men hele beslutningsprocessen foregik i Strasbourgs bystyre, som også organiserede alt og koordinerede med Europaparlamentet og tog hensyn til dens administrations ønsker.

Denne slags aktiviteter kan generelt karakteriseres som forsøg at stille gode faciliteter til rådighed for de europæiske institutioner og for at byde dem velkommen for at forhindre at de flyttede til andre byer som Bruxelles. Dette formål var synligt i næsten alle aktiviteter af bystyret rettet mod de europæiske institutioner, som foregik stort set direkte mellem det lokale og supranationale niveau, med få tilfælde af indblanding af den franske stat.

Referencer

Archives de la Ville de Strasbourg

235 MW 273. Implantation des Institutions Européennes à Strasbourg. Procès-verbal des réunions de la commission bipartite (conseil général – conseil municipal).

236 MW 31. Bâtiments Institutions européennes 1959.

55 W 86. Évacuation Terrain Stade Lenôtre.

9 Z 192. Pierre Pflimlin, textes personnels dans lesquels il est question de la vocation européenne de Strasbourg.

Archives of the Council of Europe

127/01011. CE Accommodation – old building.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *