Arkitektur, Byplan, Generelt, Kultur

Er København virkelig verdens bedste by at bo i?

Kære Monocle, København er - selvfølgelig - ikke verdens bedste by at bo i.

I den forgangne uge var toppolitikere og medier ved at falde over hinanden i benovelse over, at et amerikansk baseret tidsskrift, Monocle, nu for tredje gang har udnævnt København til at være verdens bedste by at bo i.

Tidsskriftet, der er en slags avanceret city guide for det kreative jetset, baserer sin undersøgelse på analysen af livsstil, der fremhæver alle de ting, der tilsyneladende gør København til en attraktiv metropol i oplevelsesøkonomien. Alt fra havnebade, lommeparker, kreative kvarterer som Den hvide Kødby.

Konklusionen er, at København slår alle andre byer på livskvalitet. Det giver anledning til at klappe sig selv skulderen og nyde det sukrede øjeblik.

Men undersøgelsen er selvfølgelig det rene vrøvl, og viser med skræmmende tydelighed, hvad der sker, når byudvikling og urbanisme reduceres til spørgsmål om komfort, oplevelser og shopping. Det er den dominerende politik på området.

Faktum er, at byens udvikling aldrig har været mere ideologiløs, segreringstendenserne enorme, med et komplet skævvredet boligmarked, der blot bliver mere skævt for hver dag, der går. København er en hamrende dyr by at bo i og besøge. Det er middelklassen/øvre middelklasse, der forkæles i København.

Eller det vil sige, der er masser af ideologi, vi taler bare ikke om det, fordi den er usynlig og italesættes ikke som det den er. Det betyder, at markedskræfterne nu er den dominerende motor i byens udvikling.

Man glemmer samtidig, at Monocle selvfølgelig er et tidsskrift på jagt efter annoncekroner og læsere, og når x-antal medier og politikere flittigt deler historien på de sociale medier og andre steder, så opnår de enorm eksponering.

 

Læs mere om Monocles nominering af København som "Most Liveable city" ved at klikke her. 

2 kommentarer

  1. Tak for en påmindelse, af hvad vi tænker. Men det er en åben kamp for at holde byens årer og vandåbninger åbne. Når jeg finder mig på Sydhavnstippen eller i Superkilen er her ikke så ringe endda. Men der hvor der ikke er folk til at være og vogte, kommer der flere a al mode huse og lokalplaner. Det er om at åbne folks øjne for mulighederne i de steder, som det ellers kun er planlæggerne der har øje for. Hvad skal ske med Djævleøen (bag HCØ-værftet fx.)

    Kig ind på hjemmesiden, gå med på en tur – og lad os sætte de virkelige kvaliteter på dagsordenen.

    Paul Hartvigson, byvandring.nu

  2. Jeg har efterhånden boet i København i 13 år og aldrig haft en indkomst, der voldsomt overstiger et su budget. Ikke fordi jeg ikke kunne tjene mere, men jeg kan bare rigtig godt lide at have tid – tid til at tage ud og plukke bær til marmelade, tid til at tage på stranden og grille og tid til at lave frivilligt arbejde. Jeg kan godt se at med de pessimistiske briller, så mangler der billige boliger i byen, så skolelærer ikke skal bo langt væk, men hvis nu man lagde BoBedre på hylden og i stedet begyndte at indrette sig smartere, så ville pladsbehovet også kunne nedsættes gevaldigt, for nej man kan ikke betale sig fra villa kvm med et værelse til hver person inde i København på en alm. løn, men det er den pris man, som i alle andre storbyer, betaler for at bo så tæt på centrum af det pulserende liv man kan komme til. Jeg deler 48 kvm med min mand og vi har mere plads end vi skal bruge fordi vores hjem er gennemtænkt ifht. de behov vi har fremfor en forestilling om hvad man burde have.
    Det er min løsning på hvordan man kan opfylde sit ønske om at bo i København, hvad er din? I stedet for et surt opstød over en artikel, hvorfor så ikke bruge spaltepladsen på, hvad København kan gøre bedre og hvordan?
    Man kan selvfølgelig også følge eksemplet fra filmen “en ven i bolignøden” fra 1965 og tage sagen i egen hånd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *