Generelt

Kongens Klædeberederi, og noget om en forsvundet kanal i København.

Kongens Klædeberederi, og noget om en forsvundet kanal i København.

Prospekt over København, 1644. Efter van Wicks maleri af 1611. Møllekanalen ses, grundet perspektivet, ikke. Til gengæld hele 15 vindmøller syd for byen i prospektets venstre side. Fra Københavns Stadsarkiv

Kongens Klædeberederi

Den 16. december 1559 udsendte Frederik d. 2. en befaling om, at der skulle oprettes et ’klædeberederi’ og et farveri i København. Statholderen for København, Mogens Gyldenstjerne, blev pålagt at finde ”en farver, og en som kan berede klæde”, som skulle bosætte sig i kongens købstad, samt at opkøbe en gård i byen, der kunne anvendes til formålet. Kongens Klædeberederi blev oprettet i Farvergade. Her lå der i forvejen mange farverier, hvor man farvede ved at lade stoffet gennembløde med naturfarver – en proces, der skulle gennemgås både før og efter valkningen, der er den proces, hvor uldstoffet blev befriet for fedt (lanolin). Kongens Klædeberederi havde en tilhørende valkemølle placeret ved Møllekanalen, der løb fra Vesterport til Slotsholmens kanal. Både mølle og farveri flyttede dog en del rundt i dette område over de næste 120 år. Klædeberederiet var på kronens hænder i omtrent 40 år, hvorefter forretningen blev overtaget af Klædekompagniet, der flyttede hele produktionen ned til kanalen. Den rykkede frem og tilbage imellem flere forskellige møller og bygninger, indtil møllernes og kanalens lukning i sidste halvdel af 1600-tallet.

Topograf L. Boths kort over København, "Förend den blev beleiret 1658 af de Svenske". Udgivet 1859, men baseret på samtidskort. Kortet er orienteret, så kortets overkant peger mod nordvest. Møllekanalen ses løbende fra Vesterport mod sydøst med et knæk, omtrent hvor Vartov ligger i dag, og derefter mod øst, hvor den slutter sig til Slotsholmens kanal. Værd at bemærke er løngangsporten ved Slotsholmen, som nok har stået næsten permanent åben, da den på kort fra perioden står anført som kanal på lige fod med de andre. Ikke alle gader er indtegnede på dette kort, derfor ses f.eks. Farvergade ikke. Med rød ses omridset af senere ombygninger af volde og kanaler. Fra Københavns Stadsarkiv

Møllekanalen

Denne af kongen anlagte klædeproduktion var dog ikke et ubestridt gode. I 1656 blev en kommission nedsat for at ”undersøge Forholdet mellem den Mølle indenfor Vesterport … og Vandet i Gravene”. Kommissionen kom frem til at de dæmninger og stemmeværker, der var sat op i kanalen ”gav en ganske ond Stank” om sommeren, og når valkemøllen stod stille. Derudover fandt man, at sluseværket ved møllen var i så ringe stand, at ”Vandet havde taget sit Løb under det derved staaende Krudttaarn, og man kunde befrygte, at dettes Grundvold vilde lide Skade med Tiden”.

Udsnit af pennetegnet kort over svenskernes stormangreb i februar 1659. Kortet er fortegnet med tropper og kamphandlinger indtegnet umiddelbart efter angrebet. Udgivet 1659. Her ses Farvergade, sideløbende med Møllekanalen efter ’knækket’ mod Slotsholmen. Fra Københavns Stadsarkiv.

Kanaler var en nødvendighed for, at man kunne have mere industri inden for voldene. Vandmøllerne krævede vand, og man ønskede maksimal kontrol med hvordan, hvornår, og hvor kraftigt vandet løb. Den mest effektive måde at gøre dette på var at lede og opstemme det, og det havde den uønskede effekt, at vandet blev stillestående. Stillestående og affaldsfyldt vand i midten af byer (specielt en så tætpakket som 1600-tallets København) var et stort problem, fordi det medbragte sygdom og skadedyr. Dette er da højst sandsynligt også en af årsagerne til, at Møllekanalen endte med at blive fyldt op og glemt. Historikeren Oluf Nielsen, der i sit værk ”Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse”fortæller Københavns historie frem til ca. 1720, beskriver, at de sidste møller på kanalen blev lukket ”… ved Vandets Afdæmning 1668”. Oplysningen er uden kildehenvisning, men der er formentlig tale om, at denne ”vandets afdæmning” skete som konsekvens af den udbygning af voldene omkring Vesterport, som stadskommandant Rosenkrantz påbegyndte i 1667.

Kort over ødelæggelserne fra Københavns Brand 1728 med det afbrændte område markeret med lysegul farve inden for den stiplede linje. Kortet er udgivet 1730 og 'vender på hovedet' med Slotsholmen øverst ved 'A'. Det er bemærkelsesværdigt, at Møllekanalen er løseligt skitseret som en kanal, der går fra Vesterport i kortets højre side til Slotsholmens kanal øverst på kortet. Derimod ses Rosenkrantz' nye bastioner omkring Vesterport ikke på kortet. Det kunne tyde på, at kortet er baseret på et tidligere kort fra før 1667, og det ville ikke være det eneste. I tiden umiddelbart efter branden i 1728 dukker Møllekanalen pludselig op igen på mange kort over København, primært dem af udenlandsk produktion. Fra Københavns Stadsarkiv

Afslutning

Møllekanalen i København er blot ét eksempel på, hvordan den tidlige industris brug af vandmøller påvirkede byernes kulturlandskab. Mølledamme, dæmninger og render til at lede vandet var nødvendige for at udnytte vandets kraft, men de var i næsten konstant clinch med øvrige interesser, da de resulterede i store, stillestående vandområder, der forhindrede udnyttelsen af den sparsomme plads inden for voldene til andre formål. Det skarnsfyldte vand resulterede i lugtgener og sygdomme. Derudover havde vandet også uønskede konsekvenser, når det i sin kamp for at nå havet trængte ind under omkringliggende fundamenter, som for eksempel det af kongens kommission nævnte krudttårn.

Litteratur:

Andersen, Lise. Træk af dansk møllebyggeris historie, Silkeborg Bogtryk, 2011. (s. 80f)

Andersen, Lise. ”Vandmøllernes udvikling efter reformationen”, De ferske vandes kulturhistorie i Danmark, red. Erik Hofmeister, Silkeborg Bogtryk, 2004.

Lauridsen, Henning R. ”Vandkraften og industrien”, i De ferske vandes kulturhistorie i Danmark, red. Erik Hofmeister, Silkeborg Bogtryk, 2004.

Nielsen, Oluf. Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse. Bind 3: Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660, 1. del, 1881; Bind 4: Kjøbenhavn i Aarene 1536-1660, 2. del, 1885; Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699. Bind 5, 1889. G.E.C. Gad

Om Lasse Hauberg Jessen

Lasse Hauberg Jessen er historiestuderende ved Aarhus Universitet og praktikant ved Dansk Center for Byhistorie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *