Formidling, Generelt, Kulturhistorie, Museum, Udstilling

Byens museum – hvordan og for hvem?

Byens museum - hvordan og for hvem?

For tiden tænker museerne rigtigt meget over, hvordan vi skaber vedkommende formidling og deler, hvad vi kan på de rette platforme. Vi tænker over, hvordan vi kan  koble den materielle og den digitale verden på relevante måder, vi tænker over, hvordan vi kan indfange det immaterielle og arbejde med det som kulturarv. Og vi tænker rigtigt meget over, hvordan vi kan fange bare en brøkdel af den kakofoni af billeder, videoklip og meninger, der bliver udvekslet hvert sekund på de sociale medier. Museerne prøver alt muligt. De er på facebook, instagram, tumblr, pinterest, flickr, twitter og hvad der ellers er derude. # er hurtigt blevet et nyt redskab i museumspraksis og tidens dogme er ”sharing is caring”. 2. oktober åbner Ishøj Stories – et pop-up museum i Ishøj Bycenter i tre måneder. Pop-up museet skal være et laboratorium, hvor vi på Kroppedal Museum, der er afsender af udstillingen, i en afgrænset periode kan arbejde konkret med nogle af de mange ideer om, hvordan vi nu og i fremtiden kan indsamle, formidle og bevare genstande og fortællinger om byers mangfoldighed. Udstillingen er et samarbejde med Arbejdermuseet, der samme dag åbner særudstillingen Forstaden – elsket og udskældt. I forløbet har inspektører fra begge museer bl.a. været på studietur til Berlin. Her besøgte vi to af Berlins bydelsmuseer, museet i Friedrichshain/Kreuzberg og museet i den sydlige forstad Neukölln, der er ved at blive hip. Begge museer med udstillinger, der formidler den lokale, stedsbundne historie, men på to meget forskellige måder. På Friedrichshain-Kreuzberg Museum er udstillingen Ortsgespräche – stadt, migration, geschichte et forsøg på at diskutere bydelens nyere historie med særligt fokus på den gentrificeringsproces, der er pågået de sidste par årtier. Selve udstillingen er teksttung og lidt akademisk, men et fremtrædende element er et rum med et bykort på gulvet. Her kan man udstyret med mp3-afspiller taste sig frem til historier fortalt af lokale. Man kan vælge mellem enkelte steder, temaer eller følge bestemte mennesker. Jeg valgte det sidste og hørte 5 historier fortalt af Mao (f. 1966), der havde været BZ’er siden sin 14 års fødselsdag i 1980. Det var stærke fortællinger, men i længden blev kortet på gulvet og lyden i ørene for lidt til at engagere. Kreuzberg På Museum Neukölln har man valgt en permanent udstilling med titlen 99xNeukölln, der fortæller bydelens lange historie gennem 99 genstande. Genstandene er smukt opstillet og er, gennem et gedigent og gennemtænkt tabletsystem, knyttet sammen med et digitalt univers rigt på tekst, film, lyd og billeder. Museet opfordrer mennesker med yderligere viden om genstandene og deres kontekst til at bidrage online. De tilhørende historier er engagerende og velskrevne og hele udstillingen tager afsæt i spørgsmålene: Hvad? Hvornår? Hvor? Med underspørgsmål som: Hvad bevæger mennesker? Hvilket forhold har de til tingene? Hvad bliver tingene brugt til? neukölln               Her er blot et enkelt eksempel på en historie: Røntgenbilledet fra 2001 tilhører Amal-Maarouf, og i øverste halvdel af højre sides ribben ses et stykke af en bombe. Den fik hun ved bombningen af den palæstinensiske flygtningelejr Tal al-Zaatar i Libanon i 1976. Hun var 13 år, og hendes mor Hidia døde under bombningen. Amal og hendes fem søskende flygtede sammen med bedstemoren til Berlin, hvor de stadig bor i dag. Bombestykket kan ikke opereres ud. neukölln_røntgen Det er en udstilling, der taler til følelser og intellekt. Den gør besøgende udefra nysgerrige på mere viden om Neuköllns og Berlins historie, og man fornemmer, at den er identitetsskabende og involverede for lokale. Den minder også en om, at genstande i montrer kan være meget fortællende og engagerende elementer, hvis de er tænkt godt sammen med en social- og kulturhistorisk kontekst. To bymuseer, to forskellige løsninger. Hvis der skal være en konklusion, må det blive en meget åben, der må opfordre museerne til at forsøge at favne det hele. Som besøgende på et bymuseum har man både behov for en fysisk/geografisk placering, man har brug for genstandenes materialitet, for en kontekstualisering skabt gennem flere medier og for et tilknyttet digitalt univers, der altid har åbent.I stedet for sanseløst at løbe efter det nye og prøve at være til stede overalt, skal museerne gentænke, hvordan det traditionelle museale udstillingsunivers kan tænkes sammen med digitale muligheder.

Mette Tapdrup Mortensen.

1 Comment

  1. Jørgen Mikkelsen

    Interessant redegørelse. Navnlig sætter jeg meget pris på den sidste sætning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *